Jönsson dribler uden om opbremsningen
Herlev-firma overtrumfer egne målsætninger med en markant stigning i både overskud og omsætning
Dermed leverer adm. direktør Robert Mayer efter et år på posten en sjælden solstråle i den fortsat trængte byggebranche.
- Medarbejderne har kæmpet bravt, og vi er selvfølgelig stolte over, at det i et trægt marked præget af fortsat stagnation er lykkedes at overtrumfe vores målsætninger med en markant stigning i både overskud og omsætning. Samtidig kan vi med stor tilfredshed notere at fremgangen er holdbar, for kunderne vender tilbage, og vi har 80 procent af det nye års forventede omsætning på blokken, forklarer Robert Mayer og pointerer, at væksten er jævnt fordelt og dækker hele viften af total- og hoved- og fagentrepriser indenfor nybyggeri, renovering og serviceopgaver.
Mange nye jobs
Jönsson har de senere år oplevet en stærk udvikling i firmaets serviceafdeling, der med et specialuddannet team af tømrere, snedkere, murere, malere og gulvlæggere er blevet gearet til akut udrykning, traditionelle reparationsopgaver, ombygninger og mindre hovedentrepriser i egenproduktion, ligesom afdelingen oplever en markant fremgang i antallet af faste serviceaftaler med regelmæssige eftersyn og løbende vedligehold.
- Derudover har vi parallelt med det stigende aktivitetsniveau og med henblik på at styrke bygge- og projektlederfunktionerne fået tilført betydelige ressourcer i form af højt kvalificerede medarbejdere, konstaterer Robert Mayer. Jönsson a/s beskæftiger i dag 24 lærlinge, 50 funktionærer og mellem 70 og 110 timelønnede medarbejdere.
- Den store tilgang af nye veluddannede medarbejdere har skabt en betydelig dynamik i hele organisationen, samtidig med at det har været en udfordring for ledelse og HR-afdeling at integrere de mange nye medarbejdere i "vores verden", påpeger direktøren.
Bundlinjen i fokus
- Imidlertid står det fast, at konkurrencen er knivskarp, og selv om vi i øjeblikket er stolte over endegyldigt at lægge de seneste års bratte opbremsning i byggeriet bag os, er der ikke plads til at hvile på laurbærrene, for vi forventer fortsat vækst, og vi skal helt sikkert blive mere effektive og lønsomme på alle niveauer i vores dagligdag uden at gå på kompromis med vores kerneværdier.
- Derfor ser vi sidste års fremgang som en af mange perler i rækken af gode resultater fra Jönsson, og vi fastholder en skarp fokus på bundlinjen, ligesom vi også fremover vil forfølge de fastlagte strategier, som frem gennem lavkonjunkturen har skabt succes og overskud, siger Robert Mayer.