23948sdkhjf

Det peger Trængselskommissionens pil på

Trængselskommissionen gav forleden vejbranchen indblik i, hvad den vil pege på i sine anbefalinger
Ud over betaling for optagelse af vej under bygnings- og ledningsarbejder vil Trængselskommissionen blandt andet også pege på bedre planlægning af vejarbejder, bedre cykelparkeringsmuligheder samt muligheden for at køre i nødsporet.

Det kom frem, da medlem af Trængselskommissionen Karl Vogt-Nielsen gæstede brancheorganisationen Sikre Vejes medlemsmøde. Trængselskommissionen forventer at offentliggøre sine anbefalinger i midten af september måned.

- Vi har to yderscenarier. Vi har “Det sorte vejscenarium", som tonser derudaf med asfalt, og så er der “Det grønne kollektive scenarium, lagde Karl Vogt-Nielsen, der er Enhedslistens energi- og klimarådgiver, ud med at sige. Han blev udvalgt som medlem til kommissionen, fordi han på daværende tidspunkt arbejdede for Casa - Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Ifølge Karl Vogt-Nielsenlægger kommissionen sig hverken i den ene eller anden grøft, men forsøger i stedet at kigge på, hvor der er overlap, og hvilke initiativer der kan være opbakning omkring.

Koordinering af arbejder

Bedre koordinering af vejarbejder er et af de tiltag, som kommissionen sandsynligvis vil anbefale. En bedre planlægning af vejarbejder gennem et samarbejde mellem vejmyndighederne vil nemlig ifølge kommissionen reducere den trængselspåvirknig, vejarbejderne har.

En af kommissionens arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med de indre bydele, har kigget nærmere på idéen og har noteret sig, at Vejdirektoratet har taget initiativ til udvikling af et nyt og forbedret værktøj til registrering af vejarbejde.

Værktøjet skal danne baggrund for bedre planlægning og koordinering af vejarbejder. Hensigten er, at kommunerne skal inviteres til at være med. Arbejdsgruppen bakker op om dette værktøj og påpeger, at det er vigtigt, at så mange hovedstadskommuner som muligt deltager.

Af andre anbefalinger, som kommissionen vil komme med, er blandt andet en cykelpakke, som vil indeholde forslag om bedre cykelparkeringsmuligheder, supercykelstier og bedre adgang for cykler i kollektiv trafik. I forhold til den kollektive trafik peger kommissionens pil i retning af en sammenhængende letbane, bedre buslinjer, længere S-tog og en metrostation på Ny Ellebjerg.

Desuden påpeger kommissionen, at takststrukturen er problematisk.

- Takststrukturen er håbløs. Hvis man som bilist skal tage bussen en dag, så går man i stå, sagde Karl Vogt-Nielsen.

I forhold til bilisme vil tiltag, der skal fremme delebiler, kørsel i nødspor samt en udvidelse af Hillerød-motorvejen være nogle af de idéer, kommissionen sandsynligvis vil fremlægge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108