Faldende afkast på ejendomme i 2011
Afkastet på investeringsejendomme var på 4,7 procent i 2001. Butikker havde højeste afkast
Afkastet på 4,7 procent er et fald på 0,6 procentpoint i forhold til 2010.
- Resultatet viser, at krisen holder ved i længere tid, end branchen havde troet. Den har endnu ikke sluppet sit tag, men værdierne er stadig stabile det er trods alt kun et mindre fald, og investorerne opnår stadig positive afkast, siger Torben Christensen, der er direktør i Ejendomsforeningen Danmark.
Butikker klarer sig bedst
Værditilvæksten viste sig i 2011 at være på -0,1 procent, mens den i 2010 var på 0,3 procent. Den negative værditilvækst skyldes en kombination af flere faktorer, blandt andet den stigende tomgang.
Blandt de fire ejendomssektorer - butikker, industri, kontor og bolig - var butikkerne årets vinder med et totalt afkast på 6,2 procent, og dermed trækker butikslokalerne det totale afkast i en positiv retning.
Mens det i 2010 var kontorejendommene, som kom bedst gennem året, var det i 2011 butikkerne, der med et direkte afkast på 4,7 procent og en værditilvækst på 1,5 procent klarede sig bedst.
Lavt på boliger
Industriejendommene fik til gengæld det højeste direkte afkast blandt de fire sektorer i 2011. Det var på 7,1 procent. Det totale afkast for industriejendomme endte dog kun på 4,1 procent på grund af en lav værditilvækst på -2,8 procent.
Kontorejendommene kom ud af 2011 med 4,6 procent i totalt afkast. Det var et fald fra 6,2 procent i 2010, mens det for femte år i træk var boligejendommene, der gav det laveste totale afkast på 1,7 procent og laveste direkte afkast på 3,4 procent. Værditilvæksten var på -1,7 procent.
Dermed er det totale afkast på boligejendomme faldende efter de gode år tilbage i årene 2001-2006. Men over en 10-årig periode er det stadig den sektor, der har klaret sig bedst.