Multihallen ligger under jorden
Ny multihal på Gl. Hellerup Gymnasium har fordret en samlet indsats af stål, beton, montage og jordarbejde
Gymnasiets elever tager multihallen i brug og kan nu spille bold, samles til arrangementer og dyrke kreative sider i den nye hal. Og de vil næppe tænke på de store udfordringer for at skabe bygningen, som de mange håndværkere, ingeniører og arkitekter har kæmpet med i godt 20 måneder.
Men kigger de nærmere efter, vil tegnestuen BIGs fingeraftryk være tydeligt. Rå betonvægge med tydeligt formaftryk fra den anvendte forskalling. Kurvede limtræsspær, der skaber den unikke loftsprofil i hallen, og taget er udformet a la en skibakke.
Spærene har deres form efter den kurve, en håndbold danner, når den kastes fra den ene side til den anden.
- De krav og løsninger, der er på et så specielt projekt, gør det sjovt at være entreprenør og håndværker, siger projektchef Lene Holmberg fra entreprenørfirmaet CG Jensen, der har opført multihallen i totalentreprise.
- Vi har udført det meste i egenproduktion for at være helt sikker på projektstyring og kvalitet. I forhold til et normalt projekt har vi også haft en større bemanding på opgaven. Alene syv funktionærer, som afspejler, at vi har en totalentreprise, men også fordi alt har været kompliceret.
Råt formaftryk på vægge
To betonsjak med uddannede struktører har har støbt bundpladen og vægge in situ. Og de 5,5 meter høje vægge i hallen er støbt med et præcist formaftryk efter BIGs anvisninger med forskalling. De står rå med forskallingen aftegnet i betonen.
Foruden de 17 betonfolk har 15 mand været i gang med stålopgaver, ramning af spuns om byggegruben og sikring med jordankre, kloakering og jordarbejde, håndtering af grundvand og elementmontage. Et bredt sæt af entreprenør-kompetencer.
CG Jensen indledte arbejdet i maj 2011 med jordbundsundersøgelser og planlægning. Multihallen er opført, hvor der før var skolegård. For at indpasse den i miljøet er den gravet seks meter ned, så taget kun er to meter er over niveau. Taget har også i vanlig BIG stil en dobbelt funktion. Taget er beklædt med træ a la terrassebeklædninger. Som en skibakke i træ, og med opsatte borde og bænke til eleverne, som får et rekreativt udeområde.
Selvforsynende hal
Hallen er på 800 kvm og dertil kommer 400 kvm til andre formål. Bygningen ligger op ad og er bygget sammen med de eksisterende undervisningsbygninger. En sammenbygning, der kræver hensyn og dialog med de 1.000 elever og lærere, der har deres daglige arbejde på stedet. Adgangsvejen til byggepladsen for materialer og maskiner er blot en snæver passage.
Multihallen bliver selvforsynende med energi, opvarmet af sol- og jordvarme fra slanger gravet ned på skolens boldplads.