23948sdkhjf

Fremtidens bolig ligger i Værløse

44 rækkehuse i Værløse, tæt på Furesøen og naturen, er et eksempel på hvordan "fremtidens boligform" kan komme til at se ud i hovedstadsområdet og i de større byer i Danmark
Et projekt med 44 rækkehuse i Værløse - alle designet og indrettet forskelligt - er populært blandt børnefamilier. De kommer typisk fra mindre lejligheder på Frederiksberg eller Østerbro i København. Og de har fælles værdier og interesser, hvorfor projektet med blandt andet fælleshus, fitnesscenter, legeplads og grillplads giver god mening for familiernes sociale liv:

Her kan de dyrke fælles interesser og dele deres liv med ligesindede familier.

Kombinationen af valgfrihed, god beliggenhed, høj kvalitet, lavenergi og en god pris medvirkede til, at rækkehusene blev solgt hurtigt - via internettet, og over to weekends i foråret 2012.

Boligerne er fra 108 til 154 kvm, og alle har to badeværelser. Køberne har kunnet bestemme alt – for eksempel inventar, farver, vinduernes placering, antal ovenlysvinduer og placering af vægge, herunder også bærende vægge.

Bygherren, der er typehusproducenten Danhaus A/S fra Esbjerg, har kun bestemt det arkitektoniske udtryk i den samlede rækkehusbebyggelse.

Hånd i hånd

Boligerne er et eksempel på, at effektivitet og individualitet kan gå hånd i hånd.

Alle elementerne er fremstillet med robot-teknologi på Danhaus-fabrikken i Esbjerg, og boligerne er færdigmonteret på byggepladsen, mens hver køber altså har bestemt indretningen.

Den effektive produktion har medvirket til en kvadratmeterpris fra 22.000 kroner afhængig af valg af inventar. Prisen er vel at mærke inklusiv grunden hvilket er forholdsvist billigt i hovedstadsområdet.

Husene er desuden lavenergiboliger med et anslået forbrug på 6-10.000 kroner årligt.

- De fleste købere er fra midt i 20’erne til midt i 30’erne. Langt de fleste har børn på 0-6 år. De er ressourcestærke, og går op i både børn og karriere. De tilhører en generation, der stiller krav – de er kritiske, og vil have en perfekt bolig, fordi de har muligheden. De nyder populært sagt den samme slags rødvin, cykler på mountainbike, spiller golf – og flere har samme smag ved indretningen af deres bolig, uden i øvrigt at have kendt hinanden før købet af rækkehus. Værløse er desuden et eftertragtet og attraktivt område med kort afstand til karriere-jobbet inde i hovedstaden, siger direktør i Danhaus A/S Johannes W. Schmith

Positiv stemning

De nye boligejere i Værløse beretter om et forløb, hvor fællesskabstanken langsomt er blevet opbygget.

- Vi har fået vort drømmehus, og det har været både knaldhårdt og superspændende. Allerede efter fire måneder herude oplever vi med glæde, at fællesskabstanken fungerer. Vi hjælper hinanden, og der er en meget positiv stemning. Jeg mener, det er oplagt at købe én stor og stærk græsslåmaskine, som alle kan låne og bruge – og måske også en trailer til fællesskabet. Det er alt sammen med til at spare penge for den enkelte familie, og til at styrke fællesskabet, siger Peter Krüger, der er formand for ejerforeningen på Skovhuskrogen i Værløse.

Fælles for mange af de nye boligjere er, at de er bygherrer for første gang, hvorfor mange har haft de samme spørgsmål undervejs i processen, der blev fremmet fordi man oprettede en lukket Facebook-gruppe.

- Her er vi mange, der har lært hinanden at kende uden at have mødt hinanden. Vi brugte Facebook til at sætte ansigt på hinanden – og gruppen har været med til at sparke gang i grundejerforeningen. Skovhuskrogen er et fantastisk koncept, siger Peter Krüger.

Danhaus A/S fremstiller på sin højteknologiske fabrik i Esbjerg cirka et hus hver dag året rundt. Halvdelen af produktionen er fritliggende boliger, der primært eksporteres til det tyske marked.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.971