23948sdkhjf

Kravet er smartere og bedre løsninger

Danske byggematerialeproducenter har svag produktivitet og dårlig konkurrenceevne, viser ny analyse
De danske byggematerialeproducenter følger nu i fodsporet på en samlet dansk bygge- og anlægsbranche og melder om lave produktivitetsstigninger.

Produktiviteten i fremstillingsindustrien, hvor materialeproducenterne indgår, er i perioden 1995 til 2011 steget med cirka 40 procent. Men materialeproducenternes produktivitet er over hele denne 15-årige periode steget mindre end gennemsnittet og siden 2006 er den aftaget endnu mere.

Det fremgår af en ny analyse, som DI Byggematerialer fremlægger på sin årsdag i København i dag.

Ifølge branchedirektør Elly Kjems Hove fra DI Byggematerialer skyldes den lave produktivitet hos byggematerialeproducenterne en kombination af flere ting.

- Når virksomhederne har en meget lav kapacitetsudnyttelse, så stiger enhedsomkostningerne. Ligeledes er virksomhederne i de senere år blevet ramt af høje energiomkostningner som Nox-afgiften. Samtidig må vi konstatere, at vi ikke har haft fokus nok på innovation, siger Elly Kjems Hove.

Eksporten halter

Samtidig med en svag produktivitetsstigning må producenterne konstatere, at deres konkurrenceevne er forringet. Den såkaldte eksportperformance over for euro-landene er således aftaget de seneste år.

Det betyder, at dansk eksport af byggematerialer er steget mindre end euro-landenes eksport af tilsvarende varer i perioden.

Det skal ses i lyset af, at den seneste konjunkturanalyse fra DI Byggematerialer viste stigning i eksporten af byggematerialer på samlet 11,4 procent. Men Elly Kjems Hove understreger, at det snarere handler om markedsandele.

- Vi fylder ikke det samme mere på de tyske og svenske markeder som førhen, konstaterer branchedirektøren.

Mere samarbejde

For at øge produktiviteten hos byggematerialeproducenterne peger DI Byggematerialer på, at fokuset skal være på innovation i de kommende år, og det skal ske gennem ikke mindst styrkede samarbejder i hele byggeriets værdikæde.

For eksempel ved at producenterne samarbejder med arkitekter om øget digitalisering i byggematerialerne

- Produkterne skal skabe værdi for kunden, for eksempel ved at produkterne ved hjælp af indbyggede sensorer eller chips kan fortælle brugeren, at det fungerer, eller at der er noget galt. Produkterne skal gøres intelligente, siger Elly Kjems Hove.

Udviklingen skal igen ske gennem samarbejde i hele værdikæden.

- Vi er nødt til at samarbejde til gavn for hele byggeriets værdikæde og måske også tænke i nye forretningsmodeller, understreger Elly Kjems Hove.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11