Masseflugt fra ny offentlig ordning
Over halvdelen af Dansk Byggeris medlemmer vælger privat ordning Renosam mener det er usolidarisk
Kommunerne mener derimod, at branchen mangler samfundssind, men siger, at det frit for firmaerne at vælge private løsninger.
Den nye affaldsordning har haft en meget svær fødsel. Efter massiv kritik af den obligatoriske affaldsordning fra sidste år, hvor alle firmaer - fra musikere til bedemænd og tømrerfirmaer skulle betale en obligatorisk erhvervsaffaldsafgift - ændrede den forrige regering kurs og besluttede at indføre den nye frivillige ordning, som hver enkelt kommune skulle realisere.
Resultatet er mange forskellige varianter i de 98 kommuner. Ordningen er en tilmeldeordning for firmaerne.
Hidsig debat
Siden før jul og til nu har der været en hidsig debat om denne ordning i blandt andet Licitationen.
Således var der flere virksomheder, der fik et chok, da de fandt ud af, hvad det kostede at komme af med byggeaffald på de offentlige genbrugspladser.
Vi talte blandt andet med murermester Palle Laurentiussen fra Hillerød, som grundet krisen var endt som et enkeltmandsfirma. Han havde regnet ud, at det vil ende med en regning på over 20.000 kr. om året for at slippe af med sit byggeaffald.
Men han er ikke den eneste, der er frustreret, viser en undersøgelse fra Dansk Byggeri. 60 procent af de udspurgte medlemmer foretrækker en privat løsning.
Miljøkonsulent i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling opsummerer, at rigtig mange medlemmer er frustrerede over den aktuelle løsning eller rettere sagt løsninger.
Bøvlet og dyr
- Vi er jo grundlæggende tilfredse med, at det er firmaer, der benytter en tjeneste, der selv skal betale regningen, og at det er frivilligt at deltage, men den kommunale udførsel af ordningen er bestemt ikke optimal. Kommunerne har valgt så mange forskellige ordninger og det giver så meget bøvl og er så dyrt for firmaerne, at det for rigtig mange ikke er i nærheden af en realistisk og brugbar løsning. Derfor har de kun mulighed for at vende sig til de private løsninger, siger Simon Stig-Gylling.
Han har det fint med, at mange firmaer vælger private genbrugspladser eller containerløsninger, men han synes, at det virker som om, kommunerne er glade for at slippe for de firmaer, som tidligere gav bøvl med blandt andet dispensationsansøgninger, der sidste år kostede kommunerne et trecifret millionbeløb i administration en regning de stadig slæber rundt på.
- Det offentlige burde kunne gøre det bedre og levere affaldsløsninger, der er mere brugbare. Og her kunne det være bedre med en mere ensartet national løsning, siger Simon Stig-Gylling.
Auken siger nej
Licitationen har tidligere spurgt miljøminister Ida Auken (SF), om hun ikke ville påtage sig den opgave, men det nægtede hun, så Simon Stig-Gylling opfordrer nu kommunerne til at samarbejde om en mere ensartet løsning.
- Danmark er for lille til at kunne rumme 98 varierende løsninger på dette område. Danmark har størrelse til være én erhvervsregion, det vil lette hverdagen for firmaerne, siger han.
Kommunal undren
RenoSam der er de kommunale affaldsselskabers forening undrer sig over Dansk Byggeris nye udmeldinger, som, den mener, er dobbeltmoralsk.
- Det er meget underligt at høre på Dansk Byggeris kritik. Sidste år havde vi et system, hvor adgangen til genbrugspladserne var ens for alle virksomheder på tværs af kommuner. Dansk Byggeris kritik haglede ned over politikerne nationalt og i kommunerne i sådan en grad, at de blev presset til at droppe det ensartede system. Nu brokker de sig så over det. De skulle i stedet glæde sig over, at virksomhederne nu selv kan vælge, om de vil bruge genbrugspladsen eller ej. I en verden med frit valg kan virksomhederne jo vælge at lade være, og benytte andre private løsninger, hvis de synes, de kommunale tilbud er for dyre eller for besværlige, siger direktør i Renosam, Jacob H. Simonsen.
Han siger, at han godt kan forstå, at det kan være for besværligt, at firmaerne kun må aflevere byggeaffald i deres hjemkommune, men det bliver der ændret på fra 2013. Men han mener, at firmaerne burde være mere positive og konstruktive over, at de nu har fået det system, de har ønsket sig, og bedt om.
Burde bidrage
- Min personlige holdning er, at alle firmaer burde bidrage til den offentlige infrastruktur som en affaldsordning også er, hvor man i fælles interesse sørger for at støtte den optimale håndtering af affald. Det handler om miljøbeskyttelse og genanvendelse af ressourcer, som er et fælles samfundsmæssigt ansvar for alle virksomheder og borgere. Men politikerne har bestemt det anderledes, så kun de, der har lyst til at benytte systemet, skal betale. Selvom det er sørgeligt, er det nu udgangspunktet, siger Jacob H. Simonsen.
Han kan frygte, at det kan ende med, at det effektive affaldssystem og genanvendelsessystem vil lide under det.
- Man kan være bekymret for, at når firmaer ikke vil betale det, det reelt koster at håndtere affald, så kan der være nogle, der vil være fristet til at dumpe det i natur og skov. Men udgangspunktet er at firmaer overholder loven og det ikke sker, siger Jacob H. Simonsen fra RenoSam.