Anlægsnyt
SOLVARME - GRAM: Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune skal se på en ansøgning fra Gram Fjernvarme om godkendelse af et nyt projektforslag for udvidelse af solvarmeanlægget i Gram på sit møde den 19. august.
Udvalget for Plan og Miljø godkendte sidste år et projektforslag, som efterfølgende blev påklaget af Dong Gas Distribution A/S. Energiklagenævnet ophævede i maj i år kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. På baggrund heraf har Gram Fjernvarme fået udarbejdet et nyt projektforslag.
Det udvidede anlæg vil komme til at bestå af et stort solvarmeanlæg på cirka 44.000 kvm, et sæsonvarmelager, en el-drevet varmepumpe og en elkedel.
Erhvervs- og Borgerservice, Teknik og Miljø indstiller, at projektforslaget godkendes.
STRANDOASE - NORDFYN: Næste sommer forventes Hasmark Strand er været blevet omdannet til en regulær oase. Den skal tilføre nye oplevelser til badegæsterne før, under og efter strandturen.
Fonden Realdania bevilgede i fjor to mio. kroner til strandprojektet gennem sin kampagne Stedet tæller, og projekt Hasmark Strandoase har et samlet budget på 4,8 mio. kroner.
For pengene etableres en parkeringsplads til 45 biler, og der anlægges en række stier i og omkring det centrale åndehul, plænen. Plænen skal være centrum for badegæsternes boldspil og leg. Der anlægges bakker baseret på overskudsjord fra udgravningerne til stier og parkeringspladser, og der etableres strandterrasser i forskellige størrelser på bakkerne. Blandt andet.
Hasmark strandoase finansieres af Nordfyns Kommune med 58 procent og med 42 procent af fonden Realdania.
Projektet er godkendt af både Naturstyrelsen og Kystinspektoratet samt af Nordfyns Kommunalbestyrelse. Det fortæller Fyens Stiftstidende.
AMFISCENE - GRAM: i 2015 skal Nordeuropas største amfiscene med plads til 45.000 tilskuere i flere niveauer være en realitet på en mark bag Gramgård ved Gram Slot.
I slutningen af denne måned eller i begyndelsen af september går arbejdet med at etablere 1.300 meter ny å nord for Gram Sø i gang, og samtidig skal der graves tonsvis af sand op fra søen. Mellem 40.000 og 50.000 kbm jord og sand skal graves op, og jorden skal efterfølgende bruges til at etablere amfiscenen.