Den gode vilje
Den radikale klima-, energi- og bygningsminister, Martin Lidegaard, lægger i Licitationen ikke skjul på, at han brænder for et bedre miljø, og samtidig er han parat til at sætte handling bag de mange smukke ord.
For byggesektoren kommer det ikke overraskende, at der ligger et enormt potentiale for ikke bare et bedre klima, men så sandelig også en bedre samfundsøkonomi, hvis den danske bygningsmasse energirenoveres effektivt. Forskellen fra tidligere og til nu er, at vi tilsyneladende har fået en minister, der ikke bare har forstået potentialet, men også er villig til at sikre de nødvendige incitamenter ikke så meget med pisk, men med gulerod.
Et godt eksempel på, at danskerne gerne vil investere i mere effektiv energiudnyttelse i den enkelte bolig, er solcelleordningen. Desværre mere end antyder ministeren, måske i erkendelse af at der også er en finansminister, at nettomålerordningen er blevet en FOR stor succes, og at tabene for statskassen i form af mistede afgifter i den forbindelse vejer tungere end et bedre klima. Han lover dog, og så må vi se, om det løfte holder, at man ikke vil lovgive med tilbagevirkende kraft og dermed fjerne den gode økonomi i de allerede eksisterende private solcelleanlæg.
Endnu en gang bliver det slået fast, at BoligJobordningen lever på lånt tid, men at regeringen vil skabe en ny ordning, der fokuserer mere på økonomiske incitamenter til at energirenovere. For byggesektoren som helhed er det såmænd nok ikke så ringe endda. Energirenovering vil typisk blive foretaget af aktører på byggeområdet, og anvendes det samme beløb, som i dag med BoligJobordningen strøs ud over alt fra vinduespudsning til rengøring, anden hjemmeservice og til egentlige byggeopgaver, på tilskud til energirenoveringer, så bliver der flere byggejob på den konto.
Men hvad med malerne, der uden tvivl kommer til at miste arbejdspladser på den konto? De kan nok hurtigt få armene ned.
Licitationen har skrevet det før, og nu gør vi det igen. Der vil være penge nok til både BoligJobordning og til energirenovering, hvis blot de danske politikere vil tage ved lære af de svenske erfaringer med et jobfradrag, som virkelig batter noget. Det skaber job, det nærmest udraderer det sorte arbejde, og det skaber et netto provenu på 50 procent.
Det budskab bør Martin Lidegaard også gå videre til sine regeringskolleger med. Der er brug for energirenovering, men det skal ikke ske på bekostning af andre job i det danske samfund.