23948sdkhjf

Med ansvar følger handling

Dansk Byggeri ville af ideologiske grunde ikke gå ind i en konstruktiv løsning af problemerne med social dumping og ulige konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. Det har stået krystalklart under forhandlingerne om nye overenskomster for byggeriet.

Derfor kan det undre, at direktør Peter Stenholm fra Dansk Byggeri i Licitationen forleden (i onsdags, red.) i sin replik til kronikken fra direktør Erik Møbius fra Dansk Håndværk forsøger at fremstille Dansk Byggeri som handlekraftig og løsningsorienteret.

Stenholm benytter lejligheden til at fortælle, at Dansk Byggeri ved, hvad der bekymrer deres medlemmer. I samme åndedrag betegner han overenskomsten fra 2011 mellem Dansk Håndværk og 3F som ude af proportioner.

En undersøgelse fra Ugebrevet A4 i oktober 2011 påviste, at fire ud af fem håndværksmestre mener, at de er udsat for unfair konkurrence fra udenlandske firmaer. Flere mestre sætter både ord og tal på deres bekymringer i artiklen fra A4. Mestre taber stort til udenlandske firmaer med underbetalt arbejdskraft.

Ved forhandlingerne i 2010 med Dansk Byggeri fik vi indført de såkaldte 48 timers møder med en hurtig faglig behandling af sagerne med udenlandsk arbejdskraft. Det er glimrende redskaber, som vi har brugt og fortsat vil bruge.

Resultaterne af disse møder viser, at markant mange sager handler om brud på overenskomsten og underentreprenører uden overenskomstdækning. Det er først, når 3F eller andre byggefagforeninger finder disse sager, at der bliver rettet op på forholdene. Men perioden fra byggeriets start til den sociale dumping bliver opdaget, er en gratis omgang.

Den praksis med, at går den, så går den, ville vi gøre op med, så der skulle betales fra dag et på byggeriet. Dansk Byggeri er med sin afvisning af en stramning åbenbart med på, at alt er i sin fineste orden, bare det ikke bliver opdaget.

Det nye sort i byggebranchen er arme og ben-virksomhederne, hvor udenlandske lønmodtagere med rekordfart bliver selvstændige enkeltmandsfirmaer. Her ville vi have strammet op, så aflønningen af de udenlandske mestre skulle kunne tåle en rimelighedsbetragtning for, hvad en mestertime koster.

Også her var Dansk Byggeri fuldstændig blank på at søge løsninger.

Allerede i december sidste år, da vi indledte forhandlingerne, fremhævede vi et akkordafsavnstillæg på 20 kroner. Tillægget findes faktisk allerede i en af vores overenskomster med Dansk Byggeri.

I praksis betyder det, at vores udenlandske kolleger, der går til minimallønnen i overenskomsten vil få hævet lønnen med 20 kr.

Nu er det de færreste i branchen, der arbejder på minimallønsatsen, så kravet ville ikke betyde ekstra udgifter til virksomhederne.

En chauffør på normallønsoverenskomsten bliver som absolut minimum aflønnet med 130 kr. i timen. En rengøringsassistent uden anciennitet starter på 128 kr.

Fire ud af fem udenlandske bygningsarbejdere arbejder til minimallønnen på 112,50 kr. i timen eller endnu mindre.

Dansk Byggeris stejle afvisning af vores berettigede krav er ikke konstruktiv. Men det er også en noget aparte måde at tage hånd om deres medlemmers bekymringer for den ulige konkurrence, de udsættes for hver eneste dag.

Vi har sammen med Dansk Håndværk ved OK11 fundet løsninger, hvor vi i fællesskab tager ansvaret for en fair konkurrence. Vi samarbejder gerne med alle arbejdsgivere, der vil tage ansvar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094