23948sdkhjf

Svendborg venter i spænding

Den 27. marts er skæbnedag for Svendborgs entreprenørafdeling. Her skal byrådet tage endelig stilling til, om den grønne drift skal lægges ud til en privat entreprenør
Når byrådet i Svendborg den 27. marts sætter sig om bordet, er der en tung beslutning at træffe.

På dagsordenen er nemlig et punkt, der hedder entreprenørafdelingen og udbuddet på drift og vedligehold af de grønne områder i Svendborg.

En beslutning skal træffes, da entreprenørafdelingens medarbejdere ikke kan blive ved med at vente på, at kommunen finder ud af, om man vil udlicitere arbejdet til en privat virksomhed, eller man vil annullere licitationen og dermed bevare afdelingen intakt.

Det har ellers været på tale at tage beslutningen forud for mødet, så medarbejderne kunne få besked, men det er nu udsat til det kommende møde, da revisionen af kommunens eget kontrolbud endnu ikke er færdiggjort:

Skæbnedato

- Vi har besluttet, at det skal på dagsordenen den 27. marts i byrådet, og det sker som sagt, fordi revisionen ikke er helt færdig endnu. Dog kan vi sige, at de fejl, som blev opdaget i sidste øjeblik, er faktuelle, så kommunens kontrolbud er nu ikke længere det billigste, erklærer teknisk direktør Kjeld Busborg overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det er en kontroversiel beslutning, som kommunen skal tage, da det berører en række medarbejdere.

Og med en beslutning om at annullere licitationen, bryder man også med en vedtaget strategi om at konkurrenceudsætte driften af det grønne område - en beslutning, der blev taget for to år siden.

Men siden er det politiske flertal vendt, så der nu formentligt med et lille flertal i byrådet kan stemmes for en annullering.

Alvorlige konsekvenser

Sker dette, får det imidlertid alvorlige konsekvenser.

Vinderen af udbuddet, Skælskør Anlægsgartner A/S, vil formentligt sidde klar med et sagsanlæg, hvis ikke den får tildelt arbejdet som værende det firma, der har det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Et andet element er, at det har været dyrt for kommunen at udarbejde udbuddet. Det har kostet cirka 3,3 mio. kr. Penge, der skal lægges oveni et eventuelt tab som følge af en erstatningsssag.

Samtidig må kommunen indkassere et stort prestigetab, som følge af at man ikke har kunnet regne sit eget kontrolbud rigtigt, hvilket betyder, at driften faktisk er dyrere end man havde forestillet sig.

Prestigetabet kan få betydning for fremtidige udbud, hvor virksomheder nu ved, at de kan risikere at få udbuddet annulleret af politiske grunde, uanset om man vinder et udbud eller ej.

Det kan i sidste ende betyde færre bydende virksomheder og som følge deraf mindre konkurrence.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11