Idérigdommen blomstrer i yderområderne
25 projekter i yderområderne har fået støtte til udvikling af bynære projekter
Det er blot nogle af de i alt 25 projektidéer, som har fået 125.000 kr. i støtte fra Realdania til videre udvikling. Det sker i forbindelse med Realdania-kampagnen Stedet Tæller, som frem til 2016 sætter fokus på yderområdernes potentialer.
- Vi er glade for, at kampagnen Stedet Tæller har afstedkommet så mange projektidéer fra yderområder over hele landet. Det vidner om, at der er masser af lokale kræfter, der er parate til at aktivere de enkelte områders særlige kvaliteter. De projektidéer, vi har modtaget, er rige på kreativitet og lokalt engagement, ligesom de demonstrerer evnen til at løfte i flok på tværs af kommuner, lokalt turismeerhverv, private borgergrupper og mange andre aktører, siger Hans Peter Svendler, der er direktør i Realdania.
Styrke livskvaliteten
De 25 projektidéer, Realdania har valgt at støtte, giver alle et oplagt bud på, hvordan stedbundne potentialer kan være med til at styrke livskvaliteten lokalt i Danmarks yderområder.
- De udvalgte projektidéer giver nogle spændende bud på, hvordan kulturhistoriske, landskabelige og bygningskulturelle potentialer kan udnyttes til gavn for mange mennesker. Fra den gamle tankstation i Stege, der skal omdannes til servicestation med lokale produkter og service, til cykelturister til Blokhus ved Jammerbugten, der er et godt bud på, hvordan man genskaber stedets identitet som attraktiv badeby ved blandt andet at opgradere den nedslidte forbindelse mellem byen og stranden og genskabe Blokhus Bæk. For blot at nævne nogle få af de mange gode projektidéer, siger Hans Peter Svendler.
Formidle viden
Realdania har med Stedet Tæller" afsat i alt 115 mio. kr. til at støtte konkrete, fysiske projekter, ligesom der også er afsat midler til formidling af viden og inspiration til kommuner, turismeerhverv og aktører i yderområder.
Støtten til de 25 projektidéer er fordelt på to af kampagnens tre fokusområder: Mulighedernes Danmark og Kvalitet i kysternes turistbyer.
15 projekter er udvalgt inden for fokusområdet Mulighedernes Danmark, der sætter fokus på de stedbundne potentialer som afsæt for bæredygtig udvikling.
10 projekter er udvalgt inden for fokusområdet Kvalitet i kysternes turistbyer, der fokuserer på høj kvalitet i kystbyernes byggede miljø, og på hvordan dette kan gavne turismeudvikling og lokale borgere.
Frem til oktober 2012 arbejder alle 25 projekter med projektudvikling sammen med deres rådgivere.
I november 2012 udvælges cirka 12-13 af projekterne, som får tildelt midler til realisering indenfor en samlet ramme på 37 mio. kr.