23948sdkhjf

Hver tredje er utilfreds med sin leder

Hver tredje medarbejder i bygge- og anlægssektoren oplever dårlig ledelse fra sin nærmeste leder, viser undersøgelse
Det ser ikke alt for godt ud med kvaliteten i ledelsen i danske virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren. Af en undersøgelse foretaget af konsulentvirksomheden Ennova, fremgår det, at cirka hver tredje medarbejder (32 procent) ud af i alt cirka 150.000 ansatte i bygge- og anlægssektoren oplever en dårlig kvalitet i ledelse fra sin nærmeste leder.

En anden tredjedel, nemlig 29 procent, oplever til gengæld en høj kvalitet i ledelsen, og 39 procent oplever en mellemhøj ledelsesstandard.

Ikke imponerende

Den samlede ledelseskvalitet i branchen ligger med 65 point ud af 100 meget tæt på landsgennemsnittet, som er på 66 point.

- Medarbejderne i branchen er med andre ord ikke imponeret af den ledelseskvalitet, de møder i deres dagligdag fra deres nærmeste leder, siger adm. direktør i Ennova, Henrik D. Sørensen, til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Nu er der jo meget forskel på, hvordan man definerer en god leder:

- I undersøgelsen definerer vi god ledelse som en leder, der sikrer, at afdelingen når sine mål, at lederen udvikler afdelingen til at blive mere succesfuld i fremtiden og en leder, som medarbejderne synes har gode evner som leder.

- Tallene viser altså dermed, at medarbejderne dumper cirka 4.000 ledere i bygge- og anlægsbranchen, og det er jo ikke så lidt, siger Henrik D. Sørensen videre.

- At så mange ledere reelt opfattes som dårlige ledere, har faktisk store konsekvenser, fordi gevinsterne af god ledelse er så høje, fortsætter han.

Dyr dårlig ledelse

- Dygtig ledelse giver en højere arbejdsglæde og højere kundetilfredshed, lavere sygefravær og lavere personaleomsætning hvilket reelt vil sige produktivitet for nu bare at nævne nogle få af de elementer, som ledelse spiller ind på, siger Henrik D. Sørensen.

Når man taler om personaleledelse, gælder det en række discipliner, og mange af dem er ret elementære, og noget man som medarbejder forventer som ganske naturligt, - men altså noget ikke alle er så heldige at møde i deres hverdag med den nærmeste leder.

Det kan være helt banal anerkendelse, tillid, opbakning, involvering, planlægning, kommunikation, inspiration og medarbejderudvikling.

Erkender problemet

I Dansk Byggeri erkender direktør Michael H. Nielsen, at dårlig ledelse kan være en medvirkende årsag til blandt andet lavere produktivitet i byggeriet.

- Når krisen kradser, så er det som regel sådan, at beslutningerne i en virksomhed ryger tættere på toppen af ledelseshierakiet. Derfor kan det så også længere nede i systemet opfattes som dårlig ledelse. Men det handler jo i nogen grad om risk management. Men det kan langt fra forklare hele problematikken. Bygge- og anlægssektoren er en speciel størrelse, hvor vi har fjernarbejdspladser af midlertidig karakter. Derfor er ledelsesudfordringen markant i byggeriet, og det er noget, vi skal fokusere meget mere på, siger Michael H. Nielsen.

For få højtuddannede

- Det er et faktum, at kun 10 procent af lederne i byggeriet har en længerevarende uddannelse, og derfor kommer der til at mangle ledelsesværktøjer. Ofte er det jo sådan at man sætter en dygtig praktiker til at lede, men glemmer at få ham uddannet til lederrollen. Det er ikke hele forklaringen på produktivitetsproblemerne i byggeriet, men givetvis en del af den, siger Michael H. Nielsen til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.97