23948sdkhjf

Bispebjerg finder sin finalist

Nu bliver det endelig afsløret, hvordan det nye hospital på Bispebjerg bakke skal se ud. Og ikke mindst hvordan logistik og adgangsveje kan trækkes ind i vores årtusinde
De næste 13 år vil Bispebjerg Hospitals område opleve en forvandling til sundhedskvarter i fremtidens by.

Og det er stærkt tiltrængt: Flere af bygningerne i den fredede have er mere end 100 år gamle.

Den 20. juni afsløres det, hvordan det kommer til at se ud, når vinderen af helhedsplankonkurrencen offentliggøres.

Planen trækker de store linjer for fremtidens hospital og psykiatri på Bispebjerg: Hvor skal de forskellige funktioner ligge i forhold til hinanden, hvordan kommer man ind på området, hvor parkerer man, og i hvilken rækkefølge skal de forskellige etaper bygges?

- Med helhedsplanen kan vi vise de grundlæggende tanker. Senere kommer detaljerne, som arkitekturen for de enkelte bygninger og indretningen af sengestuer, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, der er ansvarlig for byggeprojektet.

I et interview med Licitationen – Byggeriets Dagblad 15. maj sagde proceschef Berit Steenstrup Damm:

- En rumanalyse har vist, at vi kun udnytter syv procent af kapaciteten for venteværelser og mødelokaler. Det betyder, at vi kan udnytte vores kapacitet bedre ved at tænke smartere i indretningen af disse rum.

Byggeorganisationen på Bispebjerg har også registreret færdslen i tunnelsystemet under hospitalet og været rundt at tale med hospital og psykiatri om for eksempel tilhørsforhold til andre afdelinger, indkøbssystemer og depoter. Det skal give de bedste forudsætninger for at forme de fremtidige rammer.

- Vi skal sikre, at vi ikke bare flytter gamle systemer ind i nye rammer, men at vi faktisk får gennemtænkt samarbejdsformer, indretning og teknologi, så de nye fysiske rammer bedre understøtter arbejdet med patienterne, siger Berit Steenstrup Damm.

Mere effektivt

Hospitalet slår fast, at produktiviteten skal være cirka en tredjedel højere i Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg end i dag.

- Det kan lyde voldsomt, men løsningen er ny teknologi, smartere indretning og faldende liggetid for patienterne, ikke øget travlhed hos personalet, siger Berit Steenstrup Damm, som tilføjer, at det handler om give de kvadratmeter, der i dag måske er overflødige, mere værdi.

Fra 50 til én

Helhedsplankonkurrencen startede med, at 50 hold af arkitekter og byplanlæggere fra hele verden i november 2011 bød ind på at løse opgaven.

Heraf blev otte hold prækvalificeret og i marts i år blev feltet indskrænket til to hold, britiske BDP og danske Drees & Sommer Nordic, der har arbejdet videre med deres forslag og holdt møder med byggeorganisationen på Bispebjerg.

- Begge forslag er blevet udviklet meget i positiv retning. Nu har vi fundet en vinder, og vi glæder os til at dele vores fremtidsvisioner for Bispebjerg med verden. Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg skal være et sted, hvor patienter, pårørende og medarbejdere trives og naturligt finder rundt i et æstetisk miljø af historiske og nye bygninger og grønne områder, siger Claes Brylle Hallqvist.

Nu skal vinderprojektet bruges som udgangspunkt for, at Københavns Kommune kan udarbejde en lokalplan for området. En sådan ventes færdig i efteråret2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095