Ekspert: Kan ikke kaldes et kartel
18 virksomheder er ikke nok til et kartel, mener byggeekspert, der undrer sig over hele sagen
- Ifølge politiet er der tale om 18 firmaer, der er involveret i aftaler på en entreprisesum på 500 mio. kroner i en flerårig periode. 500 mio. kroner er en kvart procent af den årlige byggeomsætning i Danmark. Det beløb, politiet opgiver, og det antal firmaer er ikke nok til, at man kan tale om et kartel, siger han.
Han mener i det hele taget, at det er underligt med prisaftaler mellem kun 18 virksomheder.
- Man kunne godt forestille sig, at hvis der i det hele taget er noget reelt kød på historien, så var der flere end 18 virksomheder med. Kartelaktivitet er noget, der omfatter et helt område, og ikke som her et meget begrænset regionalt område, hvor en udenforstående virksomhed kan vælte det hele, siger Curt Liliegreen, og forsætter:
Usikkert
- Det er usikkert, hvor store beløb, virksomhederne kan have snydt bygherrerne for i form af et forhøjet prisniveau. Fordelen ved aftalerne kan for entreprenørerne snarere være, at de med sikkerhed for de fremtidige opgaver bedre har kunnet hverve arbejdskraft og sikre den fornødne kapacitet.
Han undrer sig i det hele taget over sagen, som er foregået over en fire-årig periode i den største vækstperiode i den danske byggehistorie. Hvis der har været nogen form for aftaler, inden firmaer har givet deres bud, så har det højst sandsynligt handlet om logistik og bundet i mangel på arbejdskraft.
- Vi taler om en ekstrem aktiv periode, hvor det vrimlede med opgaver, og set udefra og uden jeg kender sagen i detaljer, er der sandsynligvis tale om en rent praktisk koordinering i forhold til personale og ressourceproblemer, og det kan jo i de sidste ende faktisk have sparet bygherren for udgifter, siger Curt Liliegreen.
Han mener, at den aktuelle sag skal sættes i den rette proportion.
- Nu er denne mulige sag blevet udråbt som Danmarkshistoriens største kartelsag, og det mener jeg, er forkert. Elkartel-sagen fra 90erne var en rigtig kartelsag, der omfattede flere hundrede virksomheder. Man er nødsaget til at sætte tingene i proportion: Karteller er ulovlige og skal fordømmes, men dette er ikke den største kartelsag i byggeriet. Der deltager ingen af de dominerende virksomheder i branchen, i modsætning til de store udenlandske kartelsager fra byggeriets verden. Og faktisk er byggeriet ikke et af de erhverv, der mest hærges af karteller, siger han.
Mestergris
Hvis den aktuelle sag har noget på sig, og at de sigtede eller lidt flere har gjort noget galt i forhold til konkurrenceloven, er der ifølge Curt Liliegreen højst sandsynligt tale om såkaldt "mestergris" altså enkeltstående underhåndsaftaler mellem de tilbudsgivende firmaer.