23948sdkhjf

Ud af glasslottet!

Den økonomiske aftale mellem kommunerne og regeringen er et godt eksempel på, hvad der sker, når politikere og embedsmænd rotter sig sammen i et forsøg på at føre borgere og virksomheder bag lyset ved at kalde højere skatter noget helt andet, end de reelt er.

Denne gang er det klimaet, der må holde for som gidsel, når politikerne hæver spildevandsafgifterne med 2,5 mia. kr. og dertil kommer en højere grundskyld for boligejerne.

Dertil kan lægges, at regeringen gør det lettere for kommunerne at tørre udgifterne til vejlys og vejvedligeholdelse af på boligejerne.

Regeringen lægger dermed endnu en gang gift ud for et boligmarked, der i forvejen gisper efter luft, og hvor tusinder af boligejere, hvis renten stiger blot en lille smule, risikerer at måtte gå fra hus og hjem, fordi de ikke kan sælge uden tvangsauktion.

Danskerne har IKKE brug for højere skatter og afgifter, men de har brug for en offentlig sektor, ikke mindst i kommunerne, der sætter tæring efter næring, og derfor gennemgår mindst samme beskæringer i deres budgetter, som virksomhederne og borgerne oplever under krisen.

I stedet viser kommuneaftalen, at kommunerne lever deres eget liv afsondret fra virkelighedens verden i de kommunale "glasslotte" – rådhusene.

Selvfølgelig er det nødvendigt med en indsats, der kan afbøde de værste konsekvenser af voldsomme regnskyl, men det må klares på de almindelige budgetter og ikke ved at øge verdens i forvejen største skatte- og afgiftstryk.

Et andet element i aftalen mellem regeringen og kommunerne er en ny udbudslov. Retfærdigvis skal det understreges, at de nuværende regler ind i mellem misbruges til at føre sager ved Klagenævnet, på baggrund af påståede fejl, der nærmer sig begrebet "flueknepperi". Der er eksempler på, at der på rådhuset afleveres bud på en opgave ledsaget af et:

- I skal bare vide, at vinder jeg ikke opgaven, lægger jeg sag an ved Klagenævnet...

Det er naturligvis helt uholdbart, og derfor er det velkomment, at man nu ser på betingelserne for at klage. Men det må ikke føre til, at de private virksomheders klagemuligheder gøres illusoriske. Retssikkerheden skal bevares mellem "system" og virksomheder.

Det er i øvrigt i den forbindelse også dybt bekymrende, hvis kommunene kan begynde at "udveksle" ydelser uden konkurrenceudsættelse, blot opgaverne ligger under grænserne i EU’s udbudsdirektiv.

Der er ikke brug for mindre konkurrence, men mere konkurrence i forhold til de kommunale monopoler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107