Gassiloens endeligt
Forberedelserne til det store knald i Valby er stærkt undervejs. Firmaet Tscherning skal løse opgaven, der kræver grundige forberedelser
2000 tons stål og ikke mindre end 80 tons gammel maling skal fjernes og bortskaffes, efter at siloen er bragt til fald ved hjælp af sprængstoffer.
Det er en englænder ved navn John Falkner fra firmaet Precision Demolition, der som underentreprenør skal sørge for at sprængladningerne sidder rigtigt, og at de gør arbejdet rigtigt, når strømmen sættes til.
- Vi har forberedt os meget grundigt, og det vi laver bliver tjekket af myndigheder og af Københavns Energi, som er bygherre på opgaven. Vi og andre er helt trygge ved opgaven, siger Søren Tscherning.
Fire døde
Valby Gassilo blev taget i brug i juli 1967. Det skete på en noget trist baggrund. Det var nemlig eksplosionen på Valby Gasværk tre år tidligere, hvor fire personer blev dræbt, og 100.000 ruder blev smadret i en radius på fem kilometer. Siloen var i brug indtil 2007.
- Vi lægger den ned ved at foretage en række snit i beton og stålkonstruktionen, og så er der placeret sprængladninger i snittene på strategisk vigtige steder, så den lægger sig pænt ned, siger Søren Tscherning overbevisende.
Ingen forureningsfare
Siloen er på forhånd tjekket grundigt igennem for PCB og bly i blandt andet malingen, og der er ingen af delene, så de 80 tons maling går til nedbrydning, mens stålet bliver forarbejdet til genbrug og det samme gælder betonen, som nedknuses og bruges igen til andre ting.
- Når det er sket, så retablerer vi grunden, sår noget græs, og så kan der spilles fodbold til sommer, smiler direktøren fra nedbrydningsfirmaet, der har vundet opgaven i konkurrence med flere andre af de større entreprenører i nedrivningsbranchen.
Ikke voldsomt stort
Søren Tscherning betragter ikke opgaven som voldsomt stor. Den er nok mere spektakulær, fordi bygningen er 1008 meter høj, og vistnok Danmarks næsthøjeste. Bygningen har i alle årene været lyseblå og en slags vartegn for Valby.
Ordren på nedrivningen ligger ifølge Tscherning på omkring syv-otte mio. kroner.