23948sdkhjf

Skab gode rammevilkår for eksport

Regeringen erkender nu, at eksportstrategien med særlig fokus på udvalgte lande og udvalgte segmenter er slået fejl. For mange af os kommer det ikke som nogen overraskelse.

Hvis man reelt ønsker vækst og beskæftigelse, så må regeringen lade dem, der er bedst til eksport - nemlig virksomhederne - om at finde og opdyrke markederne. I stedet vil det klæde regeringen at passe sit, nemlig at sikre gode rammevilkår for eksporten.

Vil man begge dele, inviterer man som politiker til kritik, når virkeligheden rammer. Det skete da handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr forleden måtte krybe til korset og indrømme, at regeringen ikke når sine mål for eksportvæksten til BRIK-landene.

Dansk Byggeri har længe advaret mod en fælles eksportstrategi, som den regeringen har valgt ved at fokusere på særlige markeder og udvalgte kompetenceområder, som skal have særskilt fokus og støtte. Vi mener, at den globale verden er så kompleks, differentieret og foranderlig, at det ikke nytter med en "one-fits-all" strategi.

Politikerne må erkende, at det er erhvervslivet, som har fingeren på pulsen og ved, "hvor det rør sig" for netop deres forretningsområde.

Samme erhvervsliv vil være de første til at rose regeringen, hvis den i stedet bruger alt sit krudt på at skabe gode rammevilkår for eksporten. Det drejer sig om adgang til finansiering for virksomhederne, sikre reel markedsadgang, støtte aktivt op om, at der konkurreres på lige markedsvilkår.

Desuden skal regeringen sørge for gode skattevilkår for medarbejderne for at sikre mobiliteten, og sikre at erhvervsfremmemidlerne ubeskåret går til virksomhederne og ikke til systemet.

Flere undersøgelser tyder på, at især små og mellemstore virksomheder skal fokusere på tre ting, hvis de vil have succes med eksport. Det er klare vækstambitioner, komplementære kompetencer internt i virksomheder og evnen til omstilling. Det er altså her kræfterne skal sættes ind, og det bør regeringen være med til at understøtte.

Herfra kan virksomhederne - store som små - så vurdere hvilke markeder, de er interesserede i.

Som et eksempel på, at det ikke giver mening at vælge særlige lande på baggrund af vækstrater, ses byggeriet.

Skulle vi have valgt, ville vi nok pege på en TUN-strategi og ikke en BRIK-strategi. Det er nemlig i Tyskland, USA og Norge, at væksten er i øjeblikket. Eksporten af byggematerialer til Norge steg med 38 procent i andet kvartal 2012 - og det er sket helt uden en fælles dansk politisk bestemt strategi.

Markedet kan selv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095