23948sdkhjf

Levende dans indtager tidligere kapel

Inspireret af bygningernes hidtidige brug får det tidligere kapel og krematorium på Bispebjerg nu navnet Dansekapellet
København NV bliver nu hjemsted for et af de største dansehuse i Nordeuropa. Inspireret af den tidligere brug af huset, får den 104 år gamle bygning nu navnet Dansekapellet.

Krematorieovnen er for længst kørt til ophug, og det tidligere kapel og krematorium i Bispebjerg i Københavns nordvest-kvarter slår nu dørene op som dansehus for sprudlende dansere og publikum i smukke og fredfyldte omgivelser.

Huset, der er et af Nordeuropas største dansehuse, rummer fire øvelokaler og en stor, ny sal til danseforestillinger.

Dansekapellet er resultatet af et tæt samarbejde mellem Københavns Kommune, Nordea-fonden, Lokale- og Anlægsfonden samt en række lokale ildsjæle.

Arkitektonisk kvalitet

- Dansekapellet er et fantastisk og enestående hus. Det afspejler ikke bare interessen for dans som kunstart, det giver også rum til byens og foreningslivets vidt forskellige aktiviteter med dans og bevægelse. Samtidig skal Dansekapellet præsentere både københavnere og vores mange gæster i byen for professionel dans fra hele verden, siger Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

- Vi håber, at det nye, flotte Dansekapel bliver et sprudlende dansehus fuld af bevægelse, liv og aktivitet til daglig glæde og inspiration for byens borgere, siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand i Nordea-fonden.

Bispebjerg Kapel er mere end 100 år gammelt, bygget i 1908 af Holger Jacobsen, der også stod bag Stærekassen ved Det Kgl. Teater.

Kapellet ligger på Bispebjergs top i overgangen mellem åbne, grønne rekreative arealer og et historisk bymiljø af høj arkitektonisk kvalitet med Grundtvigs Kirke som midtpunkt.

Særligt samlingssted

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, peger på at Lokale- og Anlægsfonden har stor erfaring med at omdanne gamle bygninger til nye formål indenfor idræt og kultur.

- Samtidig har Fonden arbejdet med at skabe optimale rum til dans og blødere bevægelsesformer, og interesseret sig for, hvordan lukkede kirkelige bygninger kan blive et aktiv for lokalområderne. Vi er glade for at have medvirket til udviklingen og finansieringen af Dansekapellet. Her får dans og bevægelse helt unikke og smukke rammer i et nedlagt krematorium og kapel, og Bispebjerg får et nyt og særligt samlingssted for børn, unge og voksne, siger Torben Frølich.

Cher Geurtze bliver leder af det nye danse- og bevægelseshus. Hun er bl.a. medstifter af Uppercut Danseteater og foreningen Dans i Nordvest.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145