Når hundredvis af arkitekter, ingeniører, bygherrer og betonproducenter samles i København til Bæredygtig Beton Konferencen 19. marts vil den markante spanske arkitekt Antón Garcia-Abril være en af talerne. Han er blevet kendt i hele verden for at lege og eksperimentere med byggematerialer, og for at tilpasse byggerierne til naturen og de sociale rammer, byggerierne indgår i.
Garcia-Abril driver tegnestuen Ensamble Studio i Madrid og er professor i arkitektur ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), ligesom han har været gæsteprofessor ved Harvard og forelæst ved universiteter over hele verden.