Udlejerne leger igen med sælgere af maskiner
Udlejningsfirmaerne har igen mod på at købe nyt grej. De seneste uger har budt på flere indkøb. Nu også hos Ramirent
- Ramirents hovedfokus er at servicere kunderne og deres løsningsbehov, og når efterspørgsel øges, køber vi selvfølgelig ind så vores beholdning matcher kundernes forventninger, fortæller Ramirents salgs- og marketingchef, André Bakke.
Ramirent har købt en del Komatsu PC09-1 minigraverer (1 Ton), og samtidigt er man ved at ombygge hele minigraverflåden, så alle gravemaskiner over to tons bliver udstyret med hydraulisk skifte. På den måde kan føreren skifte udstyr uden at forlade kabinen, hvilke øger komforten og effektiviteten hos kunden.
Til betonarbejde
Ramirent oplever også stor interesse for materiel til betonarbejde, hvorfor der er indkøbt en række kvalitetsmaskiner - fra nye Atlas Copco hydraulikhammere, bjælkevibratorer og glittemaskiner til armeringsklippere fra Sima.
- Med efterårets komme ved vi af erfaring, at vejret kan give udfordringer, både på byggepladser og privat, og her vil Ramirent også forsøge at imødekomme efterspørgslen med et større indkøb af lænsepumper, vandstøvsugere og varmeblæsere, siger André Bakke.
Derudover er der indkøbt flere Robin generatorer, HTC gulvslibemaskiner, Atlas Copco pladevibratorer og elværktøj fra Hilti, så entreprenører og håndværkere altid kan få det nødvendige materiel hos de lokale Ramirent afdelinger også i den kommende tid.
Alle typer
Ramirent er blandt Danmarks førende inden for materieludlejning, med udlejning af alt fra større bygge- og anlægsmaskiner, lifte, stillads, pavilloner, skurvogne til mindre håndværksmaskiner. Kunderne omfatter entreprenørbranchen, industrien, den offentlige sektor, samt mindre håndværksmestre og private.