Hominem te memento
Sådan lød budskabet fra vognstyrerslaven bag den triumferende general på vej i triumftog gennem Rom. Generalen skulle jo nødig gøre kejseren rangen stridig.
Efter at have oplevet endnu en borgmester, der har svært ved at kende forskel på kommunens kontokort og sit eget, kunne man godt efterlyse en slags “politiske husslaver", der kunne agere som de romerske vognstyrerslaver i forhold til borgmestre, der er ved at miste jordforbindelsen.
Uanset hvor små beløb, der er tale om, er det total mangel på menneskelig og politisk dømmekraft, når borgmestre begynder at sammenblande deres privat økonomi med kommunekassen. Ved at få leverandørerne til at instrallere et badeværelse i privatboligen, eller ved ubegrundet at opkræve kørepenge.
En tyv straffes jo også, selv om han, efter at været taget i ulovlighederne, lover at betale tilbage. At give en undskyldning og love bod og bedring, når først man er blevet taget på fersk gerning, nytter ikke noget. Skaden er sket, og tilliden bristet.
Det helt store problem i den forbindelse er først og fremmest, at der ofte i sagerne indirekte er involveret embedsmænd, der ikke har evnet eller turdet sige fra over for borgmesteren af frygt for deres egen stilling. I dag modtager eksempelvis kommunaldirektører så høje lønninger, at det er dybt bekymrende, når de ikke er deres opgave voksen og straks siger fra, når de oplever noget, der er på kant med reglerne.
For bygge- og anlægssektoren er kommunalpolitikere med visioner af afgørende betydning. Politiske visioner er nemlig ofte forbundet med bygge- og anlægsopgaver. Der, hvor det kniber mere med visionerne, er, når det kommer til finansieringen. Det er brandærgerligt, når en borgmester der ellers har vist evner og visioner til at føre deres kommuner videre, falder i den dybe grav frembragt af magtens arrogance. Borgmestre som Peter Brixtofte og senest Thomas Banke oplevede så stor succes og vælgeropbakning, at de mistede jordforbindelsen. De troede, at de kunne gå på vandet og glemte, at det kun går godt i meget hårde vintre.
Havde de haft nogle “politiske husslaver" enten i deres egen organisation - byrådsgruppen eller vælgerforeningen - eller på rådhuset, ville det i sidste ende have været til enorm gavn for vælgerne, der efterlyser politikere med mod og initiativ.
