Vismandsrapport giver ikke optimisme
Vismandsrapportens prognoser for dansk økonomi er en gyser værdig. Og samtidig med vismandsrapporten kom også tal for ledigheden, der er steget med 1.700 personer
Og trods boligjobplanen og fremrykkede almennyttige renoveringer ligger boliginvesteringerne fortsat på et meget lavt niveau.
Den samlede økonomiske politik vurderes at øge væksten med godt 0,25 procentpoint i år, men næste år er det modsat en reduktion med 0,25 procentpoint og 0,5 procentpoint i 2014.
- Den negative påvirkning af væksten i 2013 skyldes især ophør af BoligJobplan, færre offentlige investeringer og stigningen i punktafgifterne, der følger af skattereformen, konkluderer vismændene blandt andet.
Til gengæld, og det indgår ikke i de nævnte beregninger, giver det positive virkninger, at Landsbyggefonden investerer i almennyttige boliger, ligesom brugerbetalte investeringer i spildevandsanlæg i forsyningsvirksomhedernes regi er positive for regnestykket.
Potentiale for vækst
Det noteres, at den private sektor har opbygget et stort opsparingsoverskud, så "der er potentiale for vækst".
I år ventes omtrent nulvækst efterfulgt af en vækst på cirka 1,5-1,75 procent i 2013 og 2014.
Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen opfordrer dog politikerne til at have is i maven.
- Den sløje økonomiske udvikling taler i sig selv for en mere lempelig finanspolitik i 2013, men det kunne bringe os i karambolage med EU-henstillingen og må frarådes. Danmark er allerede gået langt med kreative stimulanstiltag udenom EU- henstillingen", og grænsen for dette er formentlig nået. I nogle år fra 2014 og frem er der stadig udsigt til, at aktivitetsniveauet vil ligge under det normale niveau, og fra 2014 begynder arbejdsstyrken at stige hurtigere som følge af tilbagetrækningsaftalen og andre reformer. Meget taler for at gemme det finanspolitiske krudt til 2014 og frem, hvor der muligvis kan blive god brug for at stimulere økonomien, siger overvismanden,
Han understreger samtidig vigtigheden af, at Danmark overholder EU-henstillingen, for at fastholde den høje tillid til de danske offentlige finanser og dermed i sidste ende de lave renter.
Ramt af stilstand
Dansk Byggeri konstaterer i forbindelse med vismandsrapporten, at byggebranchen er hårdt ramt af stilstanden i dansk økonomi, og at byggebeskæftigelsen vil falde med 3.500 til 142.000 i år. Det er 50.000 færre end i 2007, da opsvinget kulminerede.
Derfor opfordrer Dansk Byggeri til at stimulere byggeaktiviteten. ligesom BoligJobordningen er et velegnet middel".
- BoligJobordningen fremkalder ekstra boliginvesteringer på 3,3 mia. kroner i 2012. Det indebærer en merbeskæftigelse svarende til cirka 5.000 fuldtidsansatte i et helt år fordelt med knap 4.000 i byggebranchen og 1.000 i de erhverv, som leverer varer og tjenesteydelser til byggebranchen, noterer Dansk Byggeri i forbindelse med fremlæggelsen af rapporten og henviser til, at vismændenes vurderinger af boligjobordningens beskæftigelseseffekt stemmer ganske godt overens med Dansk Byggeris.
Derimod vurderede Finansministeriet i april, at nettoeffekten af BoligJobordningen er 1.200 fuldtidsstillinger på helårsbasis.
Negativ påvirkning
Håndværksrådets og Dansk Håndværks formand, Niels Techen, slog fast, at afskaffelse af boligjobordningen vil have en negativ påvirkning af væksten i 2013:
- Mange tusinde virksomheder med tilknytning til byggeriet har haft positive erfaringer med "håndværkerfradraget". De melder om stigende ordrebeholdninger, og derudover fremhæver de også de mange andre positive effekter som eksempelvis reduktion af det sorte arbejde og virkningen på unfair konkurrence fra Østeuropa, siger Niels Techen, der er dybt bekymret over det lave niveau for erhvervsinvesteringerne:
- Der er ingen tvivl om, at specielt bankernes stramme kreditpolitik har bremset mange fornuftige investeringsprojekter hos små og mellemstore virksomheder. Ifølge Håndværksrådets seneste medlemsundersøgelse fra september er andelen af små og mellemstore virksomheder, som er begrænset af manglende finansiering, oppe på cirka 30 procent, forklarer Niels Techen.