23948sdkhjf

Hvert fjerde hus er farligt at bo i

Den oversete radon-gas slår flere ihjel end trafikken og brande - den er over grænseværdien i mange huse
Omkring hvert fjerde fritliggende hus i Danmark kan være farligt at bo i, da det har en koncentration af radon i indeklimaet, der overstiger den anbefalede grænseværdi i bygningsreglementet. Og det udgør en risiko for helbredet.

Omkring 300 personer mister hvert år livet af lungekræft grundet indånding af radon. Det er flere døde end både trafikken og ildebrande er skyld i – her døde i 2011 henholdsvis 224 og 60.

Men alligevel er der ikke mange, der frygter radon og laver kampagner for sikre huse. Og den manglende opmærksomhed undrer professor på SBi, Lars Gunnarsen, der har forsket i blandt andet radon i mange år.

- De tal, der foreligger, er valide. I større koncentration er radon direkte farlig for mennesker, og der er rigtig mange af de fritliggende enfamiliehuse, som ikke er beskyttet mod radon og dermed kan de ikke holde gassen ude. Og det undrer mig, at man vil leve med det, siger Lars Gunnarsen.

Han har selv tjekket radonkoncentrationen i sit eget ældre hus.

Antallet på de 300 døde om året er ganske vist. Det stammer fra Sundhedsstyrelsen og er gennemtjekket flere gange.

Og SBi’s vurdering af antallet af fritliggende enfamiliehuse med radonkoncentrationer over 100 Bq/m3 kommer fra en ældre radon-landsundersøgelse, og den er kædet samen med Lars Gunnarsens seneste undersøgelser.

Ikke overstige værdi

Og konklusionen er, at mellem 25 og 27 procent af de fritliggende enfamilie-huse i dag har radonkoncentationer der overstiger grænseværdien på 100 Bq/m3, der står for bequerel per kubikmeter.

Grænseværdien på de 100 er skrevet ind i bygningsreglementet, BR10. Her står det, at nybyggede huse ikke må overstige denne værdi i indeklimaet og det anbefales at sænke koncentrationen i ældre huse, der overskrider værdien.

Lars Gunnarsen har lavet en undersøgelse, der viser, at i det store og hele lever de nybyggede huse op til det krav. Men han mener ikke, at der gøres en indsats overfor den eksisterende boligmasse.

Sætte tiltag i gang

I Danmark er der lidt over en million enfamilieshuse – og det vil sige at over 250.000 er i farezonen.

I BR10 er der som noget ganske usædvanligt nævnt noget om indsats over for de eksisterende boliger med hensyn til radonproblemet. Og Energistyrelsen anbefaler da også, at beboere i eksisterende huse, hvor radonniveauet overstiger 100 Bq/m3, sætter tiltag i gang for at sænke niveauet.

Og ifølge Lars Gunnarsen er det relativt nemt at gøre en indsats for at minimere problemet og sikre de danske enfamilieshuse har et ordentligt fundament, der holder strålingen ude.

Men alle advarsler til trods sker der ikke ret meget, og Lars Gunnarsen mener, at det er meget mærkeligt i det perspektiv, at der er relativt stor fokus på andre stoffers indflydelse på indeklimaet. Og så ignoreres i store træk en gas som radon, der bevisligt koster 300 liv om året.

- Det er der flere forklaringer på, men det kan skyldes, at radon er et naturfænomen, og det kan være, at mennesker psykologisk lader stå til på grund af det og siger til sig selv, at det kan de så nok ikke gøre noget ved. Men det passer ikke. Det er relativ let både at bygge radonsikrede huse, og det er også i de fleste tilfælde relativt nemt at beskytte gamle huse mod radon, siger Lars Gunnarsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093