Godt for Danmark
De fremskudte arbejder kommer således lige så stille i gang, og så er vejen til det store anlægsprojekt sådan set banet.
Og selv om vi jo nok godt ved, at der kommer nogle udenlandske virksomheder og byder ind på nogle af de store entrepriser, så er det godt at det også kan smitte lidt af på den danske side af Femern Bælt.
Det er et kæmpe-projekt, vi skal i gang med, og det ville nok knibe, hvis danske virksomheder alene skulle klare den, uden udenlandske konsortiepartnere, og enkelte af de større danske entreprenørselskaber har således allerede valgt fra, når det gælder Femern.
Men det skal helt sikkert ikke afholde danske virksomheder fra at byde ind. Der er en lang række af opgaver, der skal løses direkte og indirekte på det store projekt. Og er man af den opfattelse at man ingen chancer har, så handler det om at finde partnere, som man kan samarbejde med, og så sammen byde ind på nogle af opgaverne.
Femern vil stille en række krav til de bydende for at kunne komme i betragtning. Det gælder lærlinge og overholdelse af de overenskomster, der er gældende. Men det er krav, som med en fornuftig planlægning, og en fornuftig og nede på jorden" indstilling sagtens kan løses, og som virksomheder i fornuftig drift vil kunne leve op til.
Det er vigtigt, at vi får gennemført et Femern projekt som både på det arbejdsmiljømæssige område og for øvrige arbejdsvilkårs vedkommende bliver et projekt vi kan være bekendt, for det kommer til at stå som vartegn i rigtig mange år fremover.
Vi har gjort det før og vi kan gøre det igen. For eksempel på Øresund.
Så det er nu, at forarbejdet skal gøres til et godt projekt, som vi kan være stolte af i fremtiden.