23948sdkhjf

Naturligt med kritik når det uvante sker

Jesper Nygård forstår godt, at det vakte opsigt, at han gik fra at være bestyrelsesformand i Realdania til at være adm. direktør
Siden Realdanias tilblivelse i 2000 har foreningen kun haft en adm. direktør: Flemming Borreskov.

Gennem årene har han med succes ført Realdania frem til at være en i nogles øjne magtfuld spiller, når det gælder nye byggerier i Danmark. En formue på 10,5 mia. kroner i 2000 er vokset til en egenkapital på 16,8 mia. kroner i 2012, og derfor er det en omfattende proces, som bliver sat i gang, da Flemming Borreskov i slutningen af 2012 meddeler sin bestyrelsesformand, Jesper Nygård, at han ønsker at fratræde senest med udgangen af 2013.

Bestyrelsens nomineringskomité bestående af medlemmer fra Realdanias bestyrelse med Jesper Nygård i spidsen trækker i arbejdstøjet, og en rekrutteringsvirksomhed hyres til at finde egnede kandidater.

Usædvanligt skridt

Derfor er det også noget af en overraskelse, da Realdania den 6. juni i år meddeler, at den nye adm. direktør bliver bestyrelsesformand Jesper Nygård.

Et skridt som er usædvanligt i dansk erhvervsliv, men som dog er sket før for eksempel i Danske Bank, da tidligere ordførende direktør, Eivind Kolding, i starten af 2012 gik samme vej.

Men rokeringen møder kritik i dele af den danske erhvervspresse, og det er en kritik, som Jesper Nygård er forberedt på og godt forstår.

- Jeg ved, at det er usædvanligt, at formanden bliver direktør. Men jeg har taget den kritik, der har været af forløbet til efterretning, og jeg synes da selv, at jeg er blevet godt modtaget af alle. Det er jo helt naturligt, at der kommer noget kritik, når det uvante sker. Jeg får tilbudt jobbet godt en uge før, at det falder endeligt på plads, og vi melder det ud. Jeg trådte selvfølgelig ud af nomineringskomiteen i forløbet og deltog heller ikke i bestyrelsens behandling. For mig er det jo et ønskejob, og jeg er glad for det job. Men det er jo ikke op til mig at vurdere, hvorfor jeg er blevet ansat. Det må du spørge andre om, siger Jesper Nygård.

Almene sektor

Han kom fra en stilling som adm. direktør i boligorganisationen KAB, hvor han havde været siden 1996.

Og han har da også en lang karriere i den almene boligsektor, hvor han har indtaget valgte og ansættelsesmæssige poster siden 1984. Blandt andet var han i perioden 1993 til 1996 formand for Boligselskabernes Landsforening.

Og netop den baggrund mener Jesper Nygård er en fordel i den forandringsproces, Realdania skal gennemgå, hvor der skal lægges mere vægt på foreningsaspektet.

- Jeg har erfaringerne fra foreningsverdenen ligesom vores nye formand (Michael Brockenhuus-Schack, der var den første formand for Landbrug & Fødevarer, red.). Jeg tror, det er en fordel, at jeg har arbejdet i det byggede miljø og den almene sektor. Men derfor skal Realdanias fokus jo ikke kun være på den almene sektor og landbruget, men når vi skal udvikle os mere i retning af at være en filantropisk forening, er det vigtigt, at vi har den erfaring med os, understreger Jesper Nygård, der i øjeblikket grundigt besøger alle dele af Realdania.

- Jeg har været formand, men nu skal jeg en del spadestik dybere. Jeg har åbnet kølerhjelmen, og nu skal jeg ned i motorblokken. For det her er ikke en lille butik, men en stor, spændende og kompleks maskine, siger Jesper Nygård.

Realdania har i øjeblikket 679 igangværende større og mindre projekter i det byggede miljø med en samlet projektformue på cirka 20 mia. kroner.

Heraf bidrager Realdania med knap 11 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125