Arkitektur på valgplakaten

Flere og flere kommuner arbejder aktivt med en arkitekturpolitik. En politik, der medfører en aktiv stillingtagen til, hvordan byområder og andre nærområder i fremtiden skal forme sig, og håbet er, at man kommer en række af de mange hovsa-løsninger til livs. Løsninger, som set i et lidt større perspektiv kunne have været undgået, og som i nogle tilfælde kan koste skatteborgerne dyrt, fordi man skal lave noget om for at komme videre med en ny udvikling.

Derfor er det set i det demokratiske lys positivt, at der nu er dobbelt så mange kommuner, der faktisk har taget stilling og har indført en politik på området. Selv uden at forfalde til smagsdommeri, kan man konstatere, at der mange steder bliver lavet noget som helt givet ikke er tænkt ind i en større helhed.

Arkitektur er mange ting, for det kan nemlig også være byplanlægning. I hvilken retning vil indbyggere og deres politiske repræsentanter gerne have, at byen skal udvikle sig, skal man renovere gamle bygninger, og hvordan skal man forholde sig til energikrav og andre hensyn.

Det er vel at mærke vigtigt, at der med en arkitekturpolitik stadig er et frit råderum at bygge eller renovere i, for ellers opnår man det stik modsatte, som vi kender det fra tresserne, en nådesløs ensartethed.

Overordnet er der en række kommuner, der har taget arkitekturpolitikken til sig på flere forskellige måder. Men det handler dybest set om at få kvalitet ind i renovering og nybyggeri. Det sker blandt andet ved at præmiere flotte renoveringer, som kan være et foregangseksempel for andre, der gerne vil i gang. Især i de mindre bysamfund kan dette være med til at højne kvaliteten i bygningsmassen og dermed gøre det mere attraktivt at bo der.

Arkitekturpolitik kan også være sanering af gamle og udslidte bygninger, som blandt andet nedrivningspuljen understøtter.

Men når alt kommer til alt, så er det lokalpolitikerne der skal byde op til dans, så debatten kan komme i gang og munde ud i en fælles holdning og stillingtagen.