Kom nu i gang, kære virksomheder
Byggeriet af Femern Bælt er et af de største byggeprojekter i Europa, og opgaverne er mange. Her er arbejde til både store, mellemstore og helt små virksomheder mange år frem.
Problemerne med miljøgodkendelserne til byggeriet i Tyskland har udskudt byggestarten til 2015, og det har betydet, at mange danske virksomheder ser byggeriet så langt ude i fremtiden, at de er holdt op med at beskæftige sig med projektet og konkurrencen om arbejdet.
De har svært nok ved at holde skruen i vandet til dagligt, og derfor svært ved at holde begejstringen oppe. Men fordi der først sættes en spade i jorden i år 2015, så betyder det ikke, at virksomhederne skal vente med at beskæftige sig med projektet.
Tværtimod.
Udbudsprocessen fortsætter efter den oprindelige tidsplan, som betyder, at prækvalifikationsprocessen planlægges igangsat 1. september i år, og selve udbudsprocessen planlægges igangsat medio maj 2013.
Det betyder, at det er nu, at den mindre og mellemstore virksomhed burde have mere end travlt med at tænke og handle strategisk for at komme med på holdet. Det er nu, der skal knyttes kontakt til de konsortier, som deltager i prækvalifikationsprocessen, og det er nu, der skal findes partnere, man eventuelt kan arbejde sammen med for at stå stærkere i konkurrencen.
Desværre er der kun få virksomheder, som møder op til matchmøderne, hvor virksomhederne kan komme i kontakt med de store konsortier, og virksomhederne tænker i alt for lille grad på at profilere deres styrker i forhold til projektet og opgaverne.
De tyske små og mellemstore virksomheder er allerede i stald hos store tyske konsortier, og de er også klar til at byde sig ind hos de danske konsortier.
Derfor er det på høje tid, at de danske virksomheder kommer i gang. Og det er lige meget, om det er en virksomhed i Nordjylland, der for eksempel tidligere har leveret lys til Limfjordstunnelen, og derfor også kunne gøre det til Femern Bælt; om det er en virksomhed i det Sønderjyske, der kan levere færdigstøbte betonelementer, eller en virksomhed på Fyn, der kan levere toiletpapir til 2.000 mand i de fem til seks år, byggeriet står på. Det er nemlig ikke kun byggeopgaver, men opgaver inden for næsten alle brancher, der er brug for at få løst her sætter kun fantasien grænser.
Derfor kære virksomheder, kom nu i gang med arbejdet og byd ind med jeres kompetencer og idéer.
Jo bedre forberedte I er, jo større er chancen for, at I kommer med på holdet og sikrer jer en ny god ordre, som kan skabe både indtjening og arbejdspladser til virksomheden og til Danmark.