23948sdkhjf

Fortsat mange konkurser i byggeriet

Højt antal konkurser i november, men samlet bliver der færre konkurser i byggeriet i år end sidste år
Med 76 konkurser i bygge- og anlægsbranchen er krisen alt andet end aflyst. Det er det højeste antal siden marts, hvor der var 78 konkurser, og det næsthøjeste i branchen i hele 2013. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Alt tyder dog på, at der i 2013 bliver færre konkurser end sidste år. Indtil videre i år er 647 byggevirksomheder gået konkurs. På samme tidspunkt sidste år var antallet 697.

- Faldet i antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen går godt i spænd med resultaterne fra Dansk Byggeris seneste regnskabsanalyse, hvor vi kan se, at antallet af virksomheder med underskud i branchen er faldet fra 28 procent i 2011 til 22 procent i 2012. Samtidig vurderes det, at 15 procent af virksomhederne i analysen er i risikogruppen for at gå konkurs inden for en kortere årrække, hvis deres resultater ikke forbedres. Det tilsvarende tal i 2011 var 17 procent, fortæller chefkonsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.

Mange tilpasser sig

Selvom der stadig er mange virksomheder i risikogruppen, så mener Dansk Byggeri, at det er værd at hæfte sig ved de tegn på fremgang, som vi nu også generelt ser på konkursområdet.

- Der er øjensynligt mange virksomheder, der er blevet gode til at tilpasse sig det gældende. Det, som virksomhederne skal fokusere på for at forbedre deres resultater, er de kernekompetencer, som virksomheden har – altså gøre det, man er bedst til. Samtidig skal virksomhederne også være skarpere i deres udvælgelse af de projekter, som de deltager i. Det kan lyde banalt, men med et øget fokus her, kan mange virksomheder ofte forbedre sit resultat, slutter Andreas Fernstrøm.

Dansk Byggeri forventer generelt et fald på omkring fem procent i antallet af konkurser i 2013 i forhold til 2012.

Det er ikke kun byggeriet, der er ramt af mange konkurser. I alle brancher blev 595 virksomheder erklæret konkurs i november.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094