23948sdkhjf

Ingen lavenergikrav i Odenses lokalplaner

Odense Kommune vil ikke stille krav om lavenergiklasser i lokalplaner
Odeon - Odenses kommende musik- og teaterhus bliver opført som en lavenergibygning, selv om der ikke bliver stillet krav om det i lokalplanen for området.

By- og Kulturforvaltningen har nemlig ved aftale sikret, at byggeriet bliver opført efter bygningsreglementets lavenergiklasse 2015.

I forbindelse med vedtagelsen af lokalplansforslaget kritiserede Odense Radikale Venstre, at man ikke i lokalplanen stiller krav om lavenergiklasse 2015, men det er der en særlig grund til, at kommunen har fravalgt.

- Vi skriver ikke noget ind i lokalplanerne om krav til lavenergi for ikke at komme til at forhindre, at nogle områder bliver fjernvarmeforsynet. Fjernvarme er stadigvæk pt. den mest samfundsmæssige og energiøkonomiske løsning, forklarer Søren Færch, sagsbehandler og arkitekt i Odense Kommune.

Fjernvarme bedst

Ifølge varmeforsyningsloven er Odense som kommune forpligtet til at planlægge varmeforsyning til en ny bebyggelse ud fra samfundsøkonomiske kriterier.

Da Odense Kommune vurderer, at fjernvarme er den samfundsøkonomiske samt energimæssige bedste energiforsyning i Odense, vil den ikke stille krav om lavenergi i lokalplanen for musik- og teaterhuset, fordi det kan være med til at modarbejde udbredelsen af fjernvarme.

I en tidligere lignende sag har kommunen orienteret By- og Kulturudvalget om problemstillingen.

“Konklusionen er, at sådan som bygningsreglementet er udformet i dag vedrørende lavenergi, så er det uhensigtsmæssigt at stille krav om lavenergi i lokalplanernes bestemmelsesdel. Det forringer mulighederne for tilslutning af fjernvarme, da det samlet set bliver en dyrere løsning for bygherre," skriver forvaltningen.

I samme orientering står der, at hvis der stilles krav om lavenergi i et lokalplanområde, så skal huse, der ønskes fjernvarmeforsynet, isoleres bedre, end hvis de forsynes med varmepumpe og solvarme, og dermed bliver fjernvarmeløsningen en dyrere løsning.

Bliver bedre

Civilingeniør Niels Varming fra Energistyrelsen forstår godt Odense Kommunes problemstilling.

- Hvis man udlægger et område til fjernvarme, giver det bedst mening, at så mange som muligt er koblet på fjernvarmenettet, siger han.

Niels Varming forklarer, at sådan som kravene er i det nuværende bygningsreglement, skal man finde den rigtige balance mellem forsyning og vedvarende energi.

- Man kan godt overholde lavenergiklasse 2015 uden brug af vedvarende energi, men hvis man vælger en løsning med vedvarende energi, vil man kunne nøjes med at isolere lidt mindre. Det er også lidt det, der er tanken i den energiramme - nemlig at man kan vælge den løsning, der giver mening for lige præcis det byggeri, man er i gang med, siger Niels Varming.

Han påpeger dog samtidig, at det i forbindelse med lavenergiklasserne 2015 og 2020 i stigende grad bliver nemmere at overholde energirammen, når man vælger fjernvarme. De to lavenergiklasser bliver lovpligtige i henholdsvis 2015 og 2020.

Det skyldes, at fjernvarme giver et mere positivt resultat i det komplekse regnestykke, man foretager i forbindelse med lavenergiklassificeringen for 2015 og 2020 end i forbindelse med den nuværende klassificering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093