23948sdkhjf

Spionvæsen taber formue på lyttepost

Der er investeret millioner i en lyttepost fra koldkrigstiden på Dueodde - sidste år blev den lukket.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har ofret et ukendt millionbeløb på at holde liv i og opdatere en bornholmsk lyttecentral fra koldkrigstiden, skriver Politiken søndag. Nu er centralen, der blev lukket i 2012, solgt til en lokal entreprenør for blot 400.000 kroner.

Ifølge kritikere burde spionvæsnet for mange år siden have indset, at det ikke kunne svare sig at fortsætte overvågningen af Østersø-området fra stationen ved Dueodde.

Alligevel er der blevet investeret i højhastighedsfibernet, serverrum og transformatoranlæg.

FE's nuværende chef, Thomas Ahrenkiel, bekræfter over for Politiken søndag, at "bortset fra en beskeden del har det generelt ikke været muligt at genanvende investeringen".

Han vil hverken be- eller afkræfte oplysninger om, at der inden for de seneste år er postet 23 millioner kroner i nyt teknisk udstyr, og dertil kommer langt større udgifter til driften af den nu nedlagte aflytningsstation.

Thomas Ahrenkiel traf sidste år beslutningen om at lukke stationen på Bornholm, der kostede 17 medarbejdere deres stilling.

Politiken har talt med flere tidligere ansatte i efterretningsvæsnet, der ikke forstår prioriteringen.

Leif Walther, der var overværkfører gennem 39 år på stationen ved Dueodde, betegner sine sidste arbejdsår frem til 2000 som forholdsvis "meningsløse", men det er altid "svært at skifte spor, før man bliver tvunget til det":

- De færreste har vel lyst til at hugge grenen over, de selv sidder på, siger Leif Walther til Politiken.

FE's lyttestation ved Dueodde spillede frem til den kolde krigs afslutning omkring 1990 en nøglerolle i overvågningen af Warszawapagtens militære aktiviteter, hvilket skete i tæt samarbejde med det omstridte amerikanske National Security Agency (NSA).

Men allersenest i midten af 1990'erne stod det klart, at Østeuropa ikke udgjorde en alvorlig trussel længere, siger senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, generalmajor Karsten Møller:

- De russiske styrker var i en sørgelig forfatning, Warszawapagten var brudt sammen, og Østersø-flåden lå nærmest og rustede op, siger han til Politiken.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11