Udlandet kigger mod dansk genopretning
Danmarkshistoriens største naturgenopretning i København skal lære udenlandske storbyer værdien af klimatilpasning
Derfor vil Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) nu skaffe 100 mio. kroner til genopretningen af Harrestrup Å i Valby. Projektet er på en og samme tid Danmarkshistoriens største naturgenopretning i en storby og en vigtig brik i arbejdet med at sikre København mod skybrud.
- Med prisen fra Index er det slået fast, at vores måde at sikre en storby mod klimaforandringerne er helt unik. Vi vil lede de stigende regnmængder væk på overfladen og samtidig give københavnerne flere grønne områder og dermed en højere livskvalitet. Harrestrup Å skal være et af de projekter, vi fremover skal vise udlændinge, når vi skal overbevise dem om, at det kan betale sig at satse på den viden og teknologi, vi udvikler her i København, siger Ayfer Baykal.
Trist betonrende
Samlet set koster genopretningen af Harrestrup Å 450 mio. kroner. Pengene skal gå til at forvandle en trist betonrende til et åbent og naturligt vandløb og give københavnerne et otte km naturstykke fra Vanløse, gennem Damhussøen og til Valby.
Vandet skal samtidig blive så rent, at man kan anlægge en strand ved Valbyparken.
- Harrestrup Å skal forvandles fra en trist betonrende med stinkende vand til et åbent, rent og naturligt vandløb. Vi skal skabe et otte km langt naturstykke, hvor børn og voksne kan lege, tage på udflugt og cykle igennem og nyde naturen, siger Ayfer Baykal.
Naturlig tilstand
Åen får sin naturlige tilstand tilbage med slyngninger, naturlig bredvegetation, fiske- og dyreliv mm. Den vil samtidig løbe meget nær en af byens udsatte byområder i Valby-Vigerslev-området og give et rekreativt løft til bydelens børn og voksne.
Forvandlingen af Harrestrup Å indebærer blandt andet en række spildevandstekniske forandringer, der skal sikre, at der fremover ikke bliver udledt spildevand til åen i forbindelse med voldsomme regnskyl.
Den del udgør økonomisk langt størsteparten af projektet og finansieres via spildevandstaksterne. Dette arbejde udføres af energiselskabet Hofor. En del af åens gamle løb kan overdækkes og bruges til forsinkelsesbassin. Det skal sikres, at kapaciteten i åen kan udvides i forbindelse med voldsomme regnmængder, uden at man får oversvømmelser i de nærliggende villakvarterer.
Det 450 mio. kroner store projekt har en beskæftigelseseffekt på knap 600 jobs.
Københavns Teknik- og Miljøudvalg har netop godkendt at sende den nye helhedsplan for Harrestrup å i høring i otte uger.
Kommer Ayfer Baykal igennem med budgetønsket om de 100 mio. kr. vil forandringen af Harrestrup å gå i gang i 2014 og stå klar fire år senere. Man starter ved Krogebjergparken i åens nordlige ende.