23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION NORDJYLLAND

VEJKRYDS - MORSØ: Teknisk Udvalg i Morsø Kommune er klar med et nyt forslag, der skal dæmpe trafikpresset på Sallingsundvej-Fruevej og få flere bilister til at vælge Limfjordsvej som adgang til byen. Det er planen at indsnævre Sallingsundvej umiddelbart efter Limfjordsvejkrydset og lave en hævet vejflade. Det skriver Morsø Folkeblad.

REGION SYDDANMARK

FODBOLDBANE - GELSTED: Børn-, Unge- og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune holder møde i dag 21. januar og skal blandt andet tage stilling til et forslag fra forvaltningen om at bevilge én mio. kroner til en fodboldbane ved Gelsted Sportsplads.

I forbindelse med etablering af Børneuniverset i Gelsted, inddrages den fodboldbane, som Gelsteds fodboldhold bruger ved hjemmekampe. Ved Gelsted Sportsplads er der mulighed for at ombygge en eksisterende grusbane til en græsbane, således at denne kan anvendes ved klubbens hjemmekampe.

CAMPING - ASSENS: Assens Kommune har solgt Camping Willemoes til Per og Gitte Blaabjerg. Visionen fra Per og Gitte Blaabjerg er at skabe et nyt og enestående koncept for, hvordan en 5-stjernet campingplads skal udvikles og drives.

Udviklingen af Camping Willemoes vil medføre, at dele af områdets jordbassiner skal udvikles og anvendes til campingplads.

I løbet af foråret vil Assens Kommune i dialog med Camping Willemoes, Assens Marina og sommerhusejerne udvikle infrastrukturen i området omkring Næsvej, herunder vejomlægning og ny placering af bådeoplag.

Per og Gitte Blaabjerg planlægger indenfor en kort årrække at investere mellem 60 og 80 mio. kroner i området, sådan at der bliver tale om et nyt ferieparadis, der udover campingpladsen blandt andet kommer til at rumme hotel og badeland.

REGION HOVEDSTADEN

LEDELINJER - HØJE-TAASTRUP: Teknisk Udvalg i Høje-Taastrup Kommune besluttede på sit seneste møde, at et overskud fra en række projekter udført i 2012, blandt andet kan anvendes på etablering af ledelinjer for blinde på busbroen ved Høje Taastrup Station ud til de enkelte bus-stoppesteder. Kommunen har modtaget en pris på 100.000 kroner til at forbedre tilgængeligheden, og denne pris kan være med til at finansiere projektet, som samlet koster 400.000 kroner.

Forvaltningen foreslår, at arbejdet påbegyndes i løbet af foråret.

Der er også et par andre projekter, som forvaltningen foreslår, kommunen gennemfører for de sparede penge, men det bliver der først taget stilling til på et senere tidspunkt. Det drejer sig om flytning af den aflåste cykelparkering ved Høje Taastrup Station og om et projekt ved Sengeløse Skole, hvor man vil øge parkeringskapaciteten ved at bygge en ny parkeringsplads forbeholdt de ansatte på skolen og ved at forbedre trafiksikkerheden på Kirkestien.

NEDRIVNING - FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget på Frederiksberg skal på sit møde i dag 21. januar tage stilling til en ansøgning om nedrivning af en cirka 45 meter høj skorsten i Hostrups Have. By- og Miljøområdet indstiller, at der gives tilladelse til nedrivningen.

Ansøgningen om at måtte nedrive skorstenen er begrundet med, at skorstenen står over for at skulle gennemgå en omfattende og omkostningsfuld vedligeholdelse, hvis den skal bevares.

Skorstenen blev oprindelig opført som en del af industribebyggelsen Rubens Klædefabrik, der eksisterede fra 1857 og 1927, og lå der, hvor Hostrups Have nu ligger. I dag har skorstenen ingen funktion. Dog fungerer den arkitektonisk som et markant rumskabende element i sammenhæng med den omkringliggende bebyggelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078