23948sdkhjf

Forskertårnet klar til at rejse sig

Forskertårnet ved Panum, Mærsk Bygningen, er kommet i udbud. 1. marts slutter det forberedende arbejde, hvorefter byggeriet af det egentlige råhus kan gå i gang
Den kommende Mærsk Bygningen, der tidligere blev kaldt Panum-tårnet, bliver ikke til at overse.

På grænsen mellem Nørrebro og Østerbro, tæt på Rigshospitalet og det hæderkronede Panuminstitut, er et internationalt forsknings- og undervisningscenter ved at rejse sig, og nu er de første 12 fagentrepriser på byggeriet sendt i udbud.

Mærsk Bygningen omfatter byggeri af mere end 42.000 kvm bruttoetageareal, et topmoderne universitetskompleks skabt til undervisnings- og forskningsformål. Og som sidegevinst, forhåbentlig, et kvarterløft med tiltrækningskraft også for almindelige borgere.

Selve bygningsmassen fordeler sig på henholdsvis 18.000 kvm i den såkaldte base, der indeholder foyer, kantine, auditorier, undervisningslokaler og teknik- og servicearealer, samt 24.000 kvm forskertårn fordelt på 14 etager.

Med andre ord et nyt 75 meter højt vartegn for både kvarteret og hele København.

Tårnet vil komme til at indeholde laboratorier, kontorer og fællesfunktioner til den store mængde også internationale forskere, som man forventer, at faciliteterne kan tiltrække.

Kulminationen

Til at styre det komplicerede projekt har Bygningsstyrelsen valgt tegnestuen Hou + Partnere Arkitekter, der for alvor blev kastet ind i arbejdet i juni sidste år.

For Hou + Partnere er forskertårnet kulmination på flere års arbejde med at styrke tegnestuens profil indenfor byggeledelse.

Den økonomiske ramme for nybyggeriet udgør cirka 1,3 mia. kroner, og af disse bidrager "midlerne til teknologisk løft af laboratorier" med et tilskud på 672 mio. kroner og fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal kommer der et tilskud på 555 mio. kroner. Det resterende beløb, der udgør 96,3 mio. kroner dækkes af Bygningsstyrelsen.

Samtidig har det vist sig hensigtsmæssigt, at nedrive omkring 12.200 kvm af det eksisterende Panum Kompleks af hensyn til beliggenheden af den nye bygning og af hensyn til udviklingen af området som byområde.

Nybyggeriet - der har arkitektvirksomheden C.F.Møller som totalrådgiver - opføres i lavenergiklasse, og der etableres grønne tage på de lavtliggende bygninger, hvorfra regnvandet opsamles og genanvendes.

Byggeriet forventes at kunne tages i brug midt i 2015, med håndværkerudgifter i størrelsesordenen cirka en mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078