23948sdkhjf

Pihl vil effektivisere styring af projekter

Entreprenørselskabet Pihl & Søn A/S vil arbejde meget på at styre sine projekter bedre. Og man vil fortsat finde udenlandsk arbejdskraft hos Pihl
De cirka 300 medarbejdere, der sidder i Pihl & Søns hovedkontor i Lyngby, er kun en lille del af den samlede Pihl-koncern.

I alt arbejder der omkring 2.500 medarbejdere i Pihl, og de spreder sig over den ganske verden. Det er selvsagt en udfordring at styre så forskelligartede strukturer, så man får alle til at arbejde som en samlet enhed under Pihl-hjelmen.

Og det er netop udfordringen for 57-årige Halldor Ragnarsson, der som navnet antyder, er islænding.

Han har dog været i Danmark i mange år, og er ligeledes uddannet her i landet.

- Jeg startede i sin tid, som alle ingeniører inden for byggeriet gør, nemlig ude på byggepladserne. Jeg arbejdede mig stille og roligt frem, og i starten af 1990’erne overtog jeg så ansvaret for de danske aktiviteter, fortæller han.

Større entrepriser

Firmaets erklærede mål blev blandt andet ved Halldor Ragnarssons indsats, at Pihl skulle bevæge sig mod større entrepriser.

Og det har i en årrække været en integreret strategi at finde de store opgaver, og så udføre dem effektivt og kompetent. Det gælder både i udlandet og herhjemme.

Pihl & Søn har i længere tid også været fast gæst i mange avisspalter - og meget af opmærksomheden fra mediernes side har været rettet mod den udenlandske arbejdskraft, som Pihl beskæftiger, primært i kraft af underentreprenører.

Det har åbentlyst irriteret Halldor Ragnarsson, at det som oftest har været negative overskrifter. Det har han også tidligere tilkendegiver i spalterne i nærværende avis.

- En lang række af de historier, vi har set i det sidste års tid, har efter min mening for 90 procents vedkommende været resultatet af politisk spin. Men på trods af det tilsyneladende vedvarende politiske pres, vil vi fortsat beskæftige udlændinge i vores virksomhed, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

OK skal overholdes

Han understreger at virksomheden gør meget og fortsat vil gøre meget for, at overenskomsterne overholdes.

- Naturligvis skal indgåede aftaler overholdes, og det vil vi også gøre vort til. Når det så er sagt, så beskæftiger vi altså udlændinge, og det er der flere grunde til, men en af de vigtige grunde er, at vi er nødt til at efterspørge en større fleksibilitet, når det gælder arbejdskraften. Den kan vi få ved at bruge udenlandske underentreprenører. Det handler ganske enkelt om, at vi skal kunne overholde de deadlines, der sættes i et projekt, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at det er rigtigt, at det koster danske arbejdspladser:

- At det danske arbejdsmarked er under pres skyldes, at vi ikke har haft reel konkurrence på de danske lønninger indtil for omkring fire år siden. Den konkurrence er kommet for at blive. Så selv om de danske lønninger nu kan siges at være stillet lidt i bero, så er skatterne stadig for høje. De bør sænkes for at forbedre vores konkurrenceevne, erklærer han.

Pres på tidsplaner

- Vi presses af helt ekstreme tidsplaner, fordi der er så voldsom konkurrence, så derfor er vi ganske enkelt tvunget til at gå efter fleksible og effektive løsninger, herunder også på arbejdskraften, siger han.

I Pihl & Søn er mellem 10 og 15 procent af medarbejderne fra udlandet. Halldor Ragnarsson mener ikke, at det er meget anderledes end andre større entreprenørvirksomheder.

For at kunne styre projekterne bedre, er man i denne tid i færd med at implementere nye og mere effektive styringsværktøjer i alle projektled. Det samme gælder en forbedret risikostyring.

Og diversiteten er stor i de projekter, firmaet er involveret i. Et større vandkraftværk i grønlandske Illulisat skal afleveres til næste sommer, et større havneprojekt i Beiruth og et andet havneprojekt i Sverige er undervejs.

- Når vi arbejder på større projekter under fjerne himmelstrøg, er det primært havnebyggerier, vi beskæftiger os med. Her har vi ekspertisen, fortæller han.

Firmaet har også et amerikansk datterselskab, hvor fem-seks kontrakter kører.

- Til gengæld drosler vi ned i Storbritannien. Det er simpelt hen for dårlige konjunkturer derovre til, at vi ønsker at fortsætte i markedet.

Partnere i udlandet

Firmaet samarbejder i udlandet med andre store danske og internationale entreprenører, for eksempel Aarsleff og Züblin.

- Det er virksomheder, vi kender godt, og som vi samarbejder godt med. Herhjemme ser vi en række OPP-opgaver i horisonten, og det ser vi som en fordel. Jo tidligere entreprenøren er med inde i projektet, jo bedre. Det kræver en vis åbenhed, og der er andre juridiske og økonomiske aspekter, der gør sig gældende i denne type opgaver, men resultatet bliver ofte bedre, fordi parterne arbejder sammen hele vejen, siger Halldor Ragnarsson.

Bygger stort i Danmark

Det er også de større projekter, der præger billedet i Danmark for Pihls vedkommende.

FN-bygningen, Rigsarkivet, Bestseller i Aarhus, Industriens Hus i København er eksempler.

- Vi har en fornuftig ordrebog for det kommende år, og en række større udbud er i pipelinen, så vi ser fortrøstningsfuldt på det næste år, men naturligvis er der også udfordringer, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Privat bor Halldor Ragnarsson i Trørød og fritiden går med sejlads og løb.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11