Kanonkugle stoppede byggeplads
Byggearbejderne hos NCC Construction havde fundet nogle gamle kanonkugler i forbindelse med dykning og udgravning i den ydre ende af Langeliniekaj. Her arbejder NCC Construction for tiden på en byggegrube under det kommende kontorhus Pakhuset, der opføres for ATP Ejendomme.
- Vi havde jo fundet bomberne og gjort opmærksom på, at de var der for et stykke tid siden. Vi havde også flyttet kanonkuglerne og sikret, at de blev holdt våde. Så det var da lidt overraskende, at vi ikke fik at vide, at de kom, så vi kunne planlægge efter det, siger projektchef Anton Kristensen.
Politiet rykkede ud onsdag og afspærrede området, mens ingeniørerne fra hæren arbejdede og forberedte sprængningen. Bomberyddere valgte at bortsprænge en af kuglerne med en diameter på 33 centimeter på stedet. Ud over den store kugle med krudt i var der også blevet fundet to massive kanonkugler, såkaldte sekspundskugler.
Politiet mener, at de gamle kanonkugler stammer helt tilbage fra bombardementet af København helt tilbage i 1807.