33 gamle idrætshaller skal ESCO-renoveres
Fire jyske kommuner skal i gang med en omfattende energirenovering af deres idrætshaller. Trekantområdet Danmark har netop indbudt til prækvalifikation
- Mange af hallerne er fra samme periode, nemlig omkring 1960erne og 1970erne, og derfor er det mange af de samme udfordringer, de står over for, forklarer udviklingskonsulent i Trekantområdet Danmark, Jakob Lorentzen.
Trekantområdet Danmark er en forening dannet af de seks kommuner i området: Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner.
Jakob Lorentzen forklarer, at de fire kommuner, hvis haller skal energirenoveres, har valgt at udbyde projektet sammen for at gøre projektet mere attraktivt:
- Der kommer en vis volume i projektet på den måde, og det håber vi vil bidrage til, at vi modtager nogle gode bud.
Installation af solceller
Trekantsområdet Danmark har netop indbudt til prækvalifikation, og fristen for anmodning om deltagelse er 22. februar klokken 12.
Mellem fire til seks aktører vil blive udvalgt til at byde ind på det endelige projekt.
Renoveringsprojektet, som har en budgetramme på omkring 37,5 mio. kroner, er opdelt i tre delaftaler, og man vælger selv, om man vil byde ind på en, to eller den samlede pakke med alle tre aftaler.
Den første delaftale omhandler energirenovering af 19 idræts- og svømmehaler i Vejle Kommune, mens delaftale to omhandler energirenovering af 14 haller i de resterende tre kommuner.
Delaftale tre vedrører ESCO-installationer af solcelleanlæg i alle fire kommuner.
I udbudsmaterialet lægger foreningen op til, at de virksomheder, der byder ind, kommer med forslag til egenfinansiering, men det er endnu ikke besluttet endeligt, hvilken finansieringsmodel der vælges. Det er også muligt, at projektet bliver finanseriet gennem KommuneKredit, som er en forening, der har til formål at yde lån til kommuner og regioner.
Jakob Lorentzen forventer, at kontrakten er på plads og underskrevet i løbet af juni og juli i år, og at renoveringen kan påbegyndes i august eller september.
Får råd fra Middelfart
Grunden til, at Trekantområdet Danmark har valgt at udbyde projektet som et Esco-projekt er, at Middelfart Kommune har haft gode erfaringer med Esco-samarbejder.
- Middelfart Kommune har haft meget gode erfaringer med ESCO-projekter, og vi tror også, at vi kan have gavn af den type projekter, fortæller Jakob Lorentzen og tilføjer, at Trekantområdet Danmark derfor har spurgt Middelfart Kommune til råds og benyttet de samme rådgivere.
Middelfart Kommune har foreløbig energirenoveret og moderniseret 97 af kommunens bygninger som institutioner, skoler og idrætshaller.
Esco-samarbejdet mellem Middelfart Kommune og Schneider Electric var det første af sin slags i Danmark, og kommunens energiforbrug er efterfølgende faldet med over en femtedel.