23948sdkhjf

Granitten i selvsving

Det sker en gang imellem, at der er tummel med den danske undergrund. Således har det også været tilfældet på Bornholm, hvor kommunen er kommet til at forlange noget granit fra Portugal til et belægningsarbejde, som kommunen er bygherre på.

Politisk set er det vel noget af et selvmål, og vel er det da ærgerligt, at det ikke kunne blive en bornholmsk granit, der kunne bruges. Men prisforskellen er så markant, at der åbenbart er grund til at kigge sig om efter et alternativ.

Det er teknisk set fuldstændigt det samme problem kommuner og andre bygherrer står med, når man er nødt til at udskrive konkurrencer på byggerier. Konkurrencer som går ud over kommunens grænser, og det så er byggevirksomheder fra måske en anden landsdel, der ender med at blive billigst og eventuelt bedst på området.

Vel er det da lidt grinagtigt, at man ikke kan bruge den lokale sten, når nu den ligger næsten lige ved døren, og når der endda kan være et miljømæssigt aspekt i, at den ikke skal transporteres ret langt.

Men det er bare ikke sådan verden helt spiller - ikke endnu i hvert fald. Det er nu engang et fælles marked, hvor priserne på varer og tjenester flyder frit, og hvor bygherrerne - i dette tilfælde kommunen - er nødt til at kigge på pengepungen.

Med andre ord er der tale om en balance mellem det at forvalte skatteborgernes penge, og det at tage de naturlige lokale hensyn.

Skulle man have anvendt den lokale granit, ville det være gået ud over den lokale entreprenør, som har udført arbejdet, da hans fortjeneste ville være langt lavere.

Man kan også stille det i bornholmerøjne måske kætterske spørgsmål, hvorfor den bornholmske granit er så dyr i forhold til granit fra andre lande. Svaret ligger måske i den arbejdsløn, der går til bearbejdningen af granitten. Faktisk er der eksempler på at bornholmsk granit i rå form er sejlet til sydereuropiske og asiatiske lande for at blive bearbejdet, for så at blive sejlet tilbage igen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094