23948sdkhjf

Konkursramt tømrermester i gang igen

Tømrermester Bo Filtenborg Borup begynder på en frisk på ruinerne af konkursramt selskab
Tømrermester Bo Filtenborg Borup vil tilsyneladende videreføre en del af aktiviteterne i den nu krakkede TBFB Aps i et nyt selskab.

TBFB Aps indstillede aktiviteterne straks efter nytår, hvor de ansatte fik besked om, at virksomheden havde indgivet konkursbegæring. Siden er der ved skifteretten i Holbæk afsagt konkursdekret 11. januar.

Aktiviteterne - eller en del af dem - søges videreført i firmaet Tømrermester Bo Filtenborg Borup Aps, der er anmeldt til det centrale virksomhedsregister 29. december 2011.

Byggegruppeformand Mogens Larsen fra 3F Frederiksborg oplyser, at han mødte det ny firma på to byggepladser i sidste uge. I begge tilfælde arbejdede firmaet for landets største typehusfirma HusCompagniet, der var TBFB’s største kunde. Mogens Larsen oplyser, at han på den ene plads fik forevist en underentreprisekontrakt med et polsk firma indgået 9. januar 2012.

I gang igen

Tømrermester Bo Filtenborg Borup bekræfter overfor Licitationen, at “han er i gang igen" men har i øvrigt ellers ikke tid til at kommentere situationen.

Direktør i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen oplyser, at der er ikke er indgået et formaliseret samarbejde med det ny selskab.

- Vi har haft et godt samarbejde med TBFB og har været tilfredse med arbejdet, og i forbindelse med, at Bo Filtenborg har valgt at rekonstruere, arbejder vi på at finde en løsning for fortsat samarbejde, siger Martin Ravn-Nielsen.

Det ny selskab skal efter det oplyste have erhvervet en del af det konkurserklærede selskabs aktiver.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den udpegede kurator, advokat Per Michael Klausen, Roskilde.

Løn hentes i LG

Mogens Larsen, 3F Frederiksborg, siger, at fagforeningen koncentrerer sine kræfter om at sikre medlemmerne.

- I første omgang handler det om at få rejst krav overfor Lønmodtagernes Garantifond for dem, der har tilgodehavende for arbejde for TBFB Aps, derefter at få stillet krav om tiltrædelsesoverenskomst for det ny firma, såfremt det ikke melder sig ind i en arbejsgiverorganisation, siger Mogens Larsen.

TBFB Aps var medlem af Dansk Håndværk. Ifølge faglig konsulent Bo Rasmussen har det ny firma ikke ansøgt om medlemskab.

Trods flere rykkere har hverken 3F eller Dansk Håndværk modtaget medarbejderlister fra det konkursramte firma til brug for at gøre krav gældende overfor Lønmodtagernes Garantifond henholdsvis udredning af feriepenge.

Efter det oplyste havde TBFB på konkurstidspunktet omkring 50 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091