Ret og pligt
Til gengæld må samfundet selvfølgelig overlade de, der kan klare sig selv, til at gøre det. Den enkelte skal i langt højere grad tage ansvar for ikke bare sit eget liv, men også de nærmeste i stedet for at synge med på "Det er samfundets skyld".
Senest har vi oplevet, at en gruppe overforkælede unge, man fristes til at kalde dem "unger", stiller sig op og vil gøre de studerende til "fattige". De vil have mere i SU.
Det er de selv samme unge, der ikke skal betale en krone for deres uddannelse, bortset fra de bøger, de skal bruge. Det er de selvsamme unge, der har verdens mest ekstravagante uddannelsesstøtte. Alt sammen betalt af andre borgere i samfundet, der pukler dagen lang for at bidrage til ikke bare dem selv, men også til samfundet som helhed.
Og for en måneds tid siden oplevede vi en politiker, der i ramme alvor mente, at en enlig mor med to børn, der havde over 15.000 kroner udbetalt om måneden, er "fattig".
Det er meget få danskere, der vil bytte de grundlæggende ideer om et velfærdssamfund ud med noget andet. Men Danmark er kommet i en situation, hvor antallet af dem, der lever af overførselsindkomster, og øjensynlig lever godt af det, overstiger antal af dem, der er i arbejde.
Det kan bare ikke blive ved med at gå, og derfor bør der nedsættes en velfærdskommission, der skal komme med fremtidens bud på, hvilke ydelser, man med rette kan forvente fra et velfærdsamfund, og hvad der må være den enkeltes eget ansvar.
Det er desværre de færreste, der til daglig husker på, at de enorme summmer, der i dag bruges på overførselsindomster, stammer fra andres arbejdsindsats. Derfor er det også dybt forskasteligt, hvis folk, der kan arbejde, bevidst snylter.
Der er adskillige eksemper på, at når ledige nærmer sig udløbsdagen for dagpengene, så kan de pludselig godt finde et arbejde. Eller kontanthjælpsmodtagere, der, når de sendes i aktivering, pludselig kan finde et rigtigt job selv. Det har bare været mere bekvemt at lade sig forsørge.
Samfundet har brug for, at der anlægges veje og broer. Der skal bygges skoler, indstitutioner og plejehjem. Alt sammen opgaver, der ville skabe arbejde i private virksomheder og dermed bidrage til den samlede samfundskage. Det har vi brug for, hvis vi skal kunne sørge for, at de svageste ikke lider nød.
Vi har ikke brug for, at titusinder har sat sig i bivognen med krav om, at dem, der sørger for at få vogntoget til at køre, skal trække de andre med.
