En gennemgang af godt 65.000 købere i ejendomsmæglerkæden EDCs køberkartotek viser, at cirka hver fjerde, svarende til mere end 15.000 købere, er helt klar til at købe ny bolig. De har ikke noget der skal sælges først, de er godkendt til at låne indenfor den ramme de søger bolig i, og de har ønske om at ændre på den aktuelle boligsituation. Herudover er godt 10.000 købere klar til at købe, men de skal have solgt deres nuværende bolig først. De resterende 40.000 er i en indledende fase eller står bare i køberkartoteket for at følge med i det lokale boligmarked.
Ifølge EDC er der to årsager til, at køberne afventer, selv om de er parate til at skrive under. Først og fremmest er mange købere usikre på fremtiden. Der er intet der forhindrer dem i at købe her og nu, men finansuro og tanker om hvad uroen kommer til at betyde for egen jobsituation i fremtiden, får mange til lige at se tiden an. Desuden er der også nogen, der håber på yderligere prisfald på ønskeboligen.