23948sdkhjf

Trafikforlig resulterer i flere anlægsarbejder

De mange penge er dog spredt ud over så mange projekter, at der er en risiko for, at borgerne reelt ikke mærker det
Onde tunger vil nok påstå, at trafikaftalen mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er et udtryk for, hvad man så ofte oplever på trafikområdet - en omgang spredehagl der giver lidt til den ene og lidt til den anden alt efter, hvor trafikordførerne er valgt i landet og uden at gøre den helt store forskel.

Men nærlæser man aftalen, der fordeler én milliard kroner, indeholder den en række perspektiver, der kan sætte gang i anlægsarbejder til gavn for hele bygge- og anlægsbranchen.

I aftalen afsættes 54 mio. kr. til opgradering og udskiftning af 41 sikrede overkørsler på jernbanen mellem Varde og Nørre Nebel, i daglig tale kaldet Vestbanen.

Letbane i Odense

Odense Kommune er i gang med at udarbejde VVM-undersøgelse for en 14,5 km lang letbane gennem Odense, hvor linieføringen for letbanens første etape forbinder Odenses sydlige og nordlige bydele med midtbyen og Odense Banegård.

Letbanen vil blandt andet betjene Tarup Centret, Odense Idrætspark, Rosengårdcenteret, Syddansk Universitet og det nye Odense Universitetshospital. Odense Kommune forventer, at letbanen kan åbne i 2020, og trafikaftalen giver yderligere 15 mio. kr. som statstilskud til VVM-redegørelsen, der dermed kan gennemføres hurtigere.

I det hele taget fokuserer trafikaftalen på muligheden for flere letbaner i Danmark, og der skal nu udarbejdes en egentlig letbanestrategi.

Nye letbaneforslag

Letbanestrategien skal blandt andet beskrive letbaners rolle i transportsystemet, forureningseffekter, passagermæssige fordele samt potentialer for byudvikling og ejendomspriser.

I forbindelse med strategien kan der også laves analyser af konkrete forslag til letbanelinier. Eksempelvis har der i København været forslag om etablering af en letbane fra Ring 3 i Herlev til Nørrebro samt fra Ring 3 til Ny Ellebjerg Station.

Der peges videre på muligheden for en letbane fra Ny Ellebjerg til Grønttorvet og videre til Hvidovre Hospital. Derfra videre mod Brøndby Stadion og Glostrup Station.

Der afsættes i alt to millioner kroner til arbejdet med letbaner i et strategisk perspektiv.

Supercykelstier

Dertil kommer en ombygning af Hillerød Station og ikke færre end næsten 190 mio. kr. til en videreudvikling af konceptet med "cykelsuperstier".

Projektet er rettet mod primært pendlere og skal få flere til at tage cyklen til arbejde og uddannelse også på de lidt længere strækninger.

Det skal ske ved at forbinde hovedstadsregionens kommuner i et højklasset cykelrutenet, der skal forbinde boligområder, arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og kollektive trafikknudepunkter, ligesom der skal sikres en jævn belægning og høj grad af vedligehold.

Chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv advarer mod at "smørret spredes for tyndt ud".

- Aftalen er fuld af gode intentioner og rigtige tanker. Forligsparterne har dog tydeligvis ikke haft penge nok at gøre godt med. Der er mange værdigt trængende på området, og alle har fået deres del i den nye trafikaftale. Spørgsmålet er, om de kan mærke det, siger Jesper Højte Stenbæk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.985