Byggeriet tilfreds med skrappere adgangskrav
LO og DA er enige om forslag, der skal gøre erhvervsuddannelserne bedre og få flere til at gennemføre
Så klar er meldingen fra arbejdsmarkedets parter, som torsdag har offentliggjort en fælles aftale om reformforslag af erhvervsuddannelserne.
Byggeriets arbejdsgivere er svært tilfredse med udspillet. Både Dansk Byggeri og Tekniq er enige om, at det er nødvendigt at stille højere krav til de kommende lærlinge, og at erhvervsuddannelserne får et imageløft.
- I alle job i dagens Danmark er der behov for, at man kan læse og regne. Selv om det burde være indlysende, så er der behov for at sende et signal til de unge og deres forældre om, at man allerede i folkeskolen skal følge med, og det gør vi ved at kræve, at man rent faktisk består de to helt centrale fag matematik og dansk, siger afdelingschef Louise Pihl fra Dansk Byggeri.
Samme toner lyder fra Tekniq.
Aftalen mellem DA og LO er ambitiøs og indeholder en række af de initiativer, som installationsbranchen i de seneste år har efterspurgt og sukket efter. På helt centrale punkter mener vi, at aftalen giver svar på en række af de udfordringer, vi kan se, virksomhederne står over for i de kommende år. Med dagens aftale har vi sendt et klart signal til både folkeskolen og Christiansborg om, at det ikke er nok, at de unge har opfyldt deres undervisningspligt, de skal altså også have bestået deres eksamen og i øvrigt vurderes uddannelsesparate, siger underdirektør Tina Voldby fra Tekniq.
Mulighed for at snuse
I udspillet lægges der også op til, at de unge, der vil starte på en erhvervsuddannelse, som noget nyt skal vurderes i forhold til den konkrete uddannelse.
- Ud over at kunne læse og regne skal man være motiveret og klar til at lære, og så skal man have et realistisk billede af den uddannelse, man starter på, og hvad den kræver. Derfor synes vi, det er rigtig fornuftigt, at DA og LO-aftalen lægger op til, at erhvervsskolerne inddrages i optagelsen af de unge og vurderer dem i forhold til den konkrete uddannelse, de vil starte på, siger Louise Pihl.
LO kalder det mulighed for at snuse til de forskellige uddannelser.
- Der går mange dygtige unge rundt og ved, at de gerne vil gå i retning af en erhvervsuddannelse, men måske uden at vide præcis, hvilken uddannelse de vil have. Dem vil vi give en chance for at snuse til de forskellige spændende uddannelser, man kan tage på erhvervsskolerne, inden de begynder på den egentlige erhvervsuddannelse. Det skal ske i et erhvervsintroducerende 10. skoleår, udtaler LO-sekretær Ejner K. Holst.