23948sdkhjf

Nærmest forventeligt

Byggesektorens overenskomster for de kommende to år er nu i hus; der er opnået forlig mellem Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F med minimal forsinkelse og med nærmest forventeligt resultat, eftersom den økonomiske krise fortsat hærger, og fordi industrien for længst har defineret rammen ud fra egne egoistiske hensyn.

Forløbet op til forliget har været grundigt beskrevet i Licitationen – Byggeriets Dagblad, så det behøver vi ikke dvæle længe ved; blot konstatere, at det nu er tid til at se fremad, på høje tid faktisk.

For nok er der sikret en vis borgfred mellem parterne i et forlig, der får tilslutning fra begge sider, men hvorvidt de grundlæggende uenigheder er bilagt, er et åbent spørgsmål. Arbejdsmarkedsforskere har ved gentagne lejligheder påpeget over for Licitationen, at det åbenlyse stridspunkt med uregistreret udenlandsk arbejdskraft og deraf følgende dumpinglønninger fortsat består. Eneste værn mod det problem er et løfte fra Regeringen om, at social dumping fortsat er et indsatsområde og en beskeden bevilling fra staten til styrkelse af Arbejdstilsynets, Skats og politiets indsats mod uregelmæsssighederne.

Det er således ikke arbejdsmarkedets parter selv, der har bolden længere. Bolden har man i princippet selv spillet videre til politikerne.

Hos Dansk Byggeri er man skuffede over ikke at kunne nå igennem med aftaler om øget fleksibilitet og forhold omkring udenlandsk arbejdskraft, og hos 3F konstaterer man nøgternt, at byggeriets fagforbund og branchens arbejdsgivere ikke har samme opfattelse af, hvordan man styrker overenskomstdækningen på byggeområdet og dermed svækker den danske model.

Reaktionerne er en indirekte indrømmelse af, at bolden nu er ude af direkte spil, og selv om parterne fortjener ros for ikke at have skudt den helt ud af stadion og dermed givet los for en kostbar konflikt på byggeriets område, så fjerner det ikke fokus på problemerne, som uden tvivl bliver tydeligere og tydeligere i takt med udenlandske entreprenørfirmaers interesse for de store bygge- og anlægsprojekter, som Danmark heldigvis står overfor i de kommende år.

Det gælder bl.a. i forbindelse med regeringens kickstart, metrobyggeriet i København, udbygningen af både København og Aarhus i havneområderne, de efterhånden mange letbane- og infrastrukturprojekter rundt om i landets større byer, jernbanemoderniseringen og ikke mindst gennemførelsen af Femern Bælt tunnelen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082