23948sdkhjf

Jysk motorvej bliver en god forretning

Det kan betale sig at bygge motorveje, viser en strategisk analyse fra Transportministeriet
Der er god forretning i at bygge motorveje. Faktisk kan en motorvej i ren transportmæssig gevinst give en forrentning på op til syv procent.

Dermed punkteres myten om tomme og overflødige, jyske motorveje, for selv om det kan se lidt sløjt ud i starten med trafikken på vejen, så er der gode samfundsøkonomiske gevinster ved at bygge nye motorvejsstrækninger.

Således bliver syv procent den direkte samfundsøkonomiske forrentning af en ny, midtjysk motorvej fra Hobro til Kolding, viser Transportministeriets strategiske analyse.

- Analysen viser, at der er god fornuft i at bygge denne motorvejsforbindelse, som Dansk Vejforening har anbefalet, siden vi udsendte vores motorvejsplan i 2009, siger sekretariatschef i Dansk Vejforening, Søren Bülow.

Regional effekt

Analysen indregner ikke de regionaløkonomiske effekter af den nye motorvej, og derfor forventer Dansk Vejforening at den nye motorvej bliver en endnu bedre investering.

- Vi kan konstatere, at erhvervslivet flytter hen i nærheden af motorveje. Det gør de for at have let adgang til varetransport og for at kunne tiltrække den bedste arbejdskraft.

Derfor har Dansk Vejforening også i en årrække set store dele af erhvervslivet i Jylland flytte mod øst til E45. Når erhvervslivet flytter, flytter familierne med og til sidst lukker skoler og butikker i udflytningsområdet. Det er hverken samfundsøkonomisk rationelt eller ønskeligt at lade den udvikling fortsætte uhæmmet.

En ny, midtjysk motorvej vil være med til at generere og sprede vækst over en større del af Jylland. Investeringen vil derfor blive af betydeligt større, samfundsøkonomisk værdi end den strategiske analyse viser.

Har en plan

Den midtjyske motorvej indgår i Dansk Vejforenings motorvejsplan "Effektiv og Fleksibel Mobilitet", som bygger på det grundlæggende princip, at Danmark skal have et to-strenget motorvejsnet så der er to motorveje fra nord til syd i både Jylland og på Sjælland, samt to øst-vest imellem landsdelene.

Formålet med de to strenge er, at skabe et mere effektivt og mindre sårbart motorvejsnet end Danmark har i dag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093