23948sdkhjf

Roskilde Kommune afviser urent trav

Roskilde Kommunes borgmester kalder det en "beskidt tankegang", hvis nogen tror, at kommunens politikere har ladet sig bestikke af Roskilde Festival
Roskilde Kommune præsenterede i går ved et pressemøde den lokalplan, der er grundlag for kommunens beslutning om at ekspropriere seks hektar af en planteskoles jord.

Ifølge borgmester Joy Mogensen (S) er der tale om en plan udviklet over en årrække, og planen skal forene en række interesser for Nymølle Stenindustri, Roskilde Festival og Roskildes idrætsforeninger.

Nymølle Stenindustri vil gerne udvinde råstoffer i form af grus under et eksisterende idrætsanlæg i Darup, Roskilde Festival vil gerne udvide på planteskolens jord og idrætsforeningerne vil gerne tættere ved byen.

Roskilde Festival har tidligere truet med at flytte aktiviteterne fra Roskilde, hvis ikke de fik mulighed for at udvide, og senest er der bevilliget en gave til kommunen på 7,5 mio. kr. til nye kunststofboldbaner. En gave som borgmesteren på det bestemteste afviste havde noget som helst at gøre med ekspropriationssagen.

Nægtede at svare

I det hele taget var der fra Roskilde Kommunes side ikke den store villighed til at svare på kritiske spørgsmål fra Licitationen - Byggeriets Dagblad, der dog fik bekræftet, at kommunen modtager et forhåndsbeløb fra Nymølle på 10 mio. kr. for tilladelsen til at grave grus. Dertil kommer yderligere mindst 16 mio. kr. i råstofafgifter.

Kommunen nægtede derimod at svare på, hvorfor kommunens jord op til motorvejen, der er eksproprieret fra Vejdirektoratet, er 600-800 kr. værd pr. kvadratmeter, mens planteskoleejerens jord, der ligger op til kommunens jord, kun er 16 kr. værd pr. kvadratmeter.

I øvrigt fremgik det også af pressemødet, at Roskilde Festival kunne finde andre steder at placere deres teltlejre end på den eksproprierede jord, ligesom Roskilde Festival sparer 300.000 kr. årligt ved at kommunen ejer den pågældende jord, frem for at jorden skal lejes.

Absurd

Borgmester Joy Mogensen sagde efter pressemødet til Licitationen, at det er "absurd", at Roskilde Kommune i en række medier er beskyldt for urent trav i forbindelse med ekspropriationssagen.

Medierne fokuserer på, at kommunen dagen efter vedtagelsen af ekspropriationen modtog en gave fra Roskilde Festival på 7,5 mio. kr., der ifølge Roskilde Avis var en "tak for samarbejdet", hvilket borgmesteren dog afviste:

- Det er udtryk for en beskidt tankegang at kæde de to sager sammen, selv om det er tydeligt, at de ikke har nogen sammenhæng. Ekspropriationen er et resultat af mange års arbejde for at få en samlet udvikling for det pågældende område til at gå op i en højere enhed. At gaven tilfældigvis rammer sammen med samme byrådsmøde er udtryk for, hvordan bureaukratiet har timet sagen, siger borgmesteren.

Almenvellet

Joy Mogensen fastholder, at kommunen eksproprierer af hensyn til "almenvellet" og ikke private interesser:

- Almenvellet er i denne forbindelse de mange store aktiviteter, der foregår. Også hele Roskildes udvikling sydpå. Hvis Folketinget på den baggrund vælger at stramme reglerne for ekspropriation, tager Roskilde Kommune det til efterretning. Vores helhedsplan for området strækker sig 30 år frem i tiden, slutter Joy Mogensen, der imødeser en klage til Naturklagenævnet og en eventuelt senere retssag med sindsro.

Grundejer er klar til kamp

Planteskoleejer Keld Bjergegaard vil både klage til Naturklagenævnet og er klar til at gennemføre en retssag.

- Jeg har det som en voldtaget kvinde. Her er det bare systemet, der optræder i rollen som den, der begår voldtægten. Mit næste træk er at gå hjem og tænke grundigt over, hvad jeg skal gøre. Jeg har blandt andet et notat fra professor Peter Pagh, der bekræfter mig i mine betragtninger, og jeg vil derfor påklage sagen i første omgang til Naturklagenævnet, men på længere sigt helt til Højesteret, hvis det bliver nødvendigt. Det kan vare 10-15 år, siger Keld Bjergegaard til Licitationen.

@FAKTA-LILLE-MED-INDL:Interview: Hør interviews med borgmester Joy Mogensen og planteskoleejer Keld Bjergegaard på www.licitationen.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078