Fagforeninger føler sig alene om kamp
3F beskylder Dansk Byggeri for ikke at bidrage til at skabe lige vilkår på danske byggepladser
Denne kontante melding kommer fra lønmodtagernes topforhandler, gruppeformand Peter Hougård Nielsen, blot nogle få timer efter blækket var tørt på de nye overenskomster.
- Der er tale om en ideologisk kamp, hvor man lader det være op til fagforeningerne om alene at løfte opgaven med at sikre fair konkurrence på danske byggepladser. Vi har med vores 48 timers møder, som vi fik indført for to år siden, fået dokumenteret behovet for yderligere initiativer til at beskytte vores overenskomster, og vi har oplevet en markant opbakning fra mange af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder. Derfor er det kommet som en grim overraskelse for os, at Dansk Byggeri ikke vil være med til at løfte det videre arbejde for fair konkurrence. Om det er de store entreprenørvirksomheder eller DA, der forhindrer Dansk Byggeri i at tage de næste skridt, det ved jeg ikke, men vi kan blot konstatere, at Dansk Byggeri ikke kan levere varen, sagde Peter Hougård Nielsen på et pressemøde, som 3F holdt alene.
Rent skyggespil
Peter Hougård Nielsen afviste på pressemødet at have ført alt eller intet forhandlinger, som Dansk Byggeri påstår.
- Det er rent skyggespil. Vi var indstillet på at levere i form af fleksibilitet og en fælles bygge-overenskomst, og Dansk Byggeri troede de kunne få det hele uden reelt at levere noget selv. Det sagde vi og et meget stort flertal i vores forhandlingsudvalg nej til.
Peter Hougård erkender, at det er usædvanligt så skarpt at lægge sig ud med sin modpart få timer efter at have indgået forlig.
-Men vores medlemmer og offentligheden har krav på at vide, at Dansk Byggeri fuldt bevidst har nægtet at bidrage til løsninger, der kan skabe mere lige konkurrence. Vi mener, det handlede om vilje. Den havde Dansk Byggeri ikke, siger han.
Når Byggegruppen i 3F trods modpartens afvisning af hovedkravene alligevel har valgt at lave forlig skyldes det ifølge Peter Hougård hensynet til medlemmerne.
. Usikkerhed ved mægling
- Der er altid en risiko ved at blive samlet op af forligsmandens mæglingsforslag, og vi var bange for at nogle af fleksibilitetsbestemmelserne i industriforliget var blevet overført til os, og det var det mindste vi havde brug for, når arbejdsgiverne ikke har villet give os noget til gengæld.
- Samtidig fik vi ved at lave forliget selv samlet alle krummerne fra industriforliget, som der heller ikke var garanti for at få i et mæglingsforslag, sagde Peter Hougård Nielsen. Trods utilfredsheden med manglerne anbefaler han medlemmerne at stemme ja til forliget.
- Vi har ikke brug for en konflikt, siger han.