Regelsæt spænder ben for totaløkonomi
Måske kan det bedre betale sig at rive alment boligbyggeri ned og bygge nyt i stedet for at renovere, påpeger blandt andre Dansk Byggeri og boligordfører
- Måske er der behov for at kigge på regelsættet omkring Landsbyggefonden. Via den kan man få støtte til at renovere, men ikke til at rive ned og bygge nyt. Der er stadig mange utidssvarende boliger, og i nogle tilfælde kan det totaløkonomisk set måske bedre svare sig at bygge nyt, siger Lars Storr-Hansen, der er adm. direktør i Dansk Byggeri.
Sammen med Dansk Beton holdt Dansk Byggeri i går konference med fokus på, om det altid bedst kan betale sig at renovere. Anledningen var, at de to organisationer netop har offentliggjort en totaløkonomisk beregner, som blandt andre kommuner og andre bygherrer kan anvende, når de skal beslutte, om de vil renovere eller bygge nyt.
Kristian Buur, chefkonsulent i Rambøll, som har været med til at udvikle beregneren, peger også på regelsættet omkring de almene boliger som en relevant problemstilling. Beslutningen om at renovere er som udgangspunkt taget på forhånd.
- Det gør jo, at man har fjernet hele grundlaget for at tage beslutningen for, om det er bedst at bygge nyt eller renovere, på forhånd, siger han.
Evige bygninger
Venstres familie- og boligordfører Louise Schack Elholm deltog også i konferencen, og hun har forsøgt at sætte fokus på problemstillingen.
- Landsbyggefonden er bygget op omkring den tanke, at bygninger bliver stående. Reglerne lægger overhovedet ikke op til, at man river ned og bygger op i stedet for at renovere, og det er lidt et problem, siger hun.
Hun har derfor forsøgt at vende problemstillingen med dels boligudvalget, dels ministeriet.
- Det er ikke lykkedes mig at få overbevist ministeriet endnu, men debatten er ikke slut endnu. Nu er der taget hul på diskussionen, siger hun.