Nyt atletikstadion på vej i Lyngby
Lyngby Stadion skal ombygges til superligastadion, og som følge af det skal der nu projekteres nyt atletikanlæg, der snart sendes i licitation
Det var blot anden gang den avancerede belægning blev taget i brug i Danmark, og det gav banen ry som en af de bedste i Europa.
I jubilæumsåret har Lyngby-Tårbæk Kommune besluttet at flytte løbebanen uden for stadion og anlægge et nyt atletikstadion.
Det er det rådgivende ingeniørfirma Sloth Møller, med afdelinger i København, Sønderborg, Aarhus og Odense, der står for projekteringen af det nye anlæg. Det placeres på træningsbanerne nord for svømmehallen og langs med kolonihaverne små 300 meter fra det eksisterende stadion.
Bedre faciliteter
Det var også Sloth Møller, der i 2005 stod for renoveringen af løbebanerne. Firmaet har siden stået for anlæg og renovering af atletikanlæg i blandt andet Vejen, Ringkøbing og Gråsten og anlagt mange kunststofbaserede fodboldbaner.
Etableringen af det nye anlæg er en direkte konsekvens af, at Lyngby Stadion skal ombygges, så det opfylder DBUs krav til et superligastadion. Det betyder blandt andet en opvarmet bane, bedre tilskuerfaciliteter og installationer til TV-transmissioner.
Det arbejde gennemføres i øvrigt af entreprenørfirmaet Hoffmann i Næstved, arkitektfirmaet Friis & Moltke i Aarhus og med Sloth Møller som ingeniører.
I licitation
Når projekteringen af det nye atletikanlæg er færdig i løbet af nogle uger, sendes det i licitation.
Stadion med tilhørende ståtribune skal være klar til at tage i brug i løbet af efteråret.
I Trongårdens Idrætsforening ser man frem til at tage det nye anlæg i brug. Hidtil har man været henvist til at bruge arealer uden for stadion ved afvikling af konkurrencer i hammerkast, spydkast og diskoskast. Fremover vil disse konkurrencer blive afviklet på det areal, som er omkranset af løbebanen nøjagtig som det kendes fra de internationale atletikbegivenheder.
Trongårdens Idrætsforening - der kan fejre 50 år næste år - blev stiftet for at sikre, at piger kunne få mulighed for at dyrke atletik.
Dengang var det kun drenge, der kunne dyrke atletik i den lokale idrætsforening.