23948sdkhjf

EL: Finansministeriet skal undersøges af Rigsrevisionen

Hvis Finansministeriet stod i vejen for et nyt ejendomsvurderingssystem, skal det undersøges, mener ordfører.
Rigsrevisionen bør gå Finansministeriets rolle i sagen om de fejlagtige ejendomsvurderinger efter i sømmene, nu da Politiken søndag skriver, at ministeriet har blokeret for at få et nyt vurderingssystem indført.

Det mener Enhedslistens skatteordfører Frank Aaen.

- I første omgang vil vi undersøge mulighederne for, at Rigsrevisionen kigger på Finansministeriet i forlængelse af deres undersøgelse af Skatteministeriet, siger han og tilføjer:

- Ellers må vi finde en anden form for undersøgelse, for det er en skandale, hvor rigtig mange husejere har betalt for meget i skat. Og hvis det er i Finansministeriet, at man har bremset for en løsning, så er det værd at få undersøgt, hvordan det kunne ske.

Tilbage i august afslørede Rigsrevisionen, at der gennem flere år har været store problemer med Skats offentlige ejendomsvurderinger, og revisionen langede hårdt ud efter Skatteministeriet for at have vidst det siden 2007 uden at gribe ind.

Ifølge Politiken har Skatteministeriet dog hele fem gange siden 2008 forsøgt at få et nyt vurderingssystem indført. Og hver gang har Finansministeriet blokeret.

Frank Aaen erkender, at det er med til at give et mere nuanceret billede af, hvem der har ansvaret.

Formand for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær, tager afsløringerne som et bevis på, at det er embedsmændene, der sidder på magten i ministerierne og styrer sagerne.

Men den teori køber Frank Aaen ikke.

- Der er selvfølgelig sket en vurdering af sagen og herunder, hvor vigtig den var at få løst. Og det kan jeg ikke forestille mig er sket, uden at den daværende finansminister (Claus Hjort Frederiksen (V), red.) har været vidende om det.

- Det er for mig helt utænkeligt, at det her kun har kørt på embedsmandsniveau. Men det må vi have undersøgt, siger skatteordføreren.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089